I tre årtier er der blevet taget stiprøver for salmonella, og der har været oplysningspligt for salmonella ved handel med grise. Til årsskiftet er det slut.
Den overvågning af salmonella i alle svinebesætninger, der har været en realitet de seneste tre årtier, ophører til årsskiftet. Det oplyser Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris (L&F) på svineproduktion.dk.
Belutningen er truffet efter, at det gennem en årrække er konstateret, at forekomsten af salmonella i de danske svinebesætninger ligger på et stabilt lavt niveau. Samtidigt har antallet af smittede personer med salmonelle fra svin ligget stabilt lavt, og det samme gælder forekomsten af salmonella i fersk svinekød, der i flere år har ligget stabilt på omkring 1 procent.
Meget salmonella i tyrkisk kyllingekød
Det er på den baggrund, at der ifølge L&F igennem længere tid har været drøftet, om overvågningen af salmonella er proportional med forekomsten i fersk kød og hos forbrugerne.
- Disse overvejelser har nu resulteret i en beslutning om at ophøre med at overvåge for salmonella i grisebesætningerne efter den nuværende model, meddeler Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris på svineproduktion.dk, hvor det også fremgår, at overvågningen herefter udelukkende vil komme til at foregå på slagterierne.
Salmonella i svin
-
Ved salmonellose forstås sygdom forårsaget af salmonella
-
De klassiske kliniske tegn på salmonellose er gullig/grålig vandig diarré
-
Ved et akut forløb med salmonellose dehydrerer grisen og har vandig, karrygul diarré
-
Temperaturen stiger til 39,5-41ºC og falder jævnt over cirka 6 dage
-
Grisene er stærkt påvirkede og har ingen ædelyst
-
Diarréen kan vare op til 1 uge og kan vende tilbage
-
Øget dødelighed og utrivelighed
-
Abort hos søer kan forekomme på grund af feber
-
Sygdommen rammer især svin i alderen fra fravænning op til cirka 4 måneder
-
Kan forveksles med andre former for diarré; for eksempel svinedysenteri og lawsonia
-
I forhold til salmonellas udbredelse giver den sjældent anledning til sygdom hos svin
-
Salmonella indføres typisk i en besætning ved indkøb af avlsdyr og smågrise
-
Salmonella er en stor gruppe af bakterier på mere end 2.300 typer
-
Salmonella typhimurium og salmonella derby er de hyppigst forekommende salmonellatyper hos danske svin
-
Salmonellabakterier formerer sig bedst i tarmkanalen, men kan også formere sig udenfor tarmen i fugtige omgivelser, hvor bakterierne kan overleve i måneder og måske år. De overlever også godt i tørt miljø, for eksempel i støv i stalden
Kilde: Svineproduktion.dk
Farvel til oplysningspligt
Rent formelt ophører overvågningen i besætningerne som følge af en revideret bekendtgørelse, som Fødevarestyrelsen sendte i høring den 1. oktober.
I og med at overvågningen af salmonella i besætningerne forventes at ophøre til årsskiftet, forsvinder dermed også meget af det, som man som svineproducent efterhånden har været vant til i mange år. Nemlig blandt andet udtagning af stibundsprøver og beregning af salmonella-indeks. Dermed bortfalder også inddelingen af besætningerne i salmonella-niveau, ligesom den bod bortfalder, der tidligere har været pålagt besætninger i niveau 2 eller 3.
Endelig betyder det også, at den oplysningspligt, der hidtil har været omkring salmonellaniveau ved handel med grise, bortfalder.
Massiv smitte med salmonella fra ukrainske kyllinger
Kun test på slagterier
Fremadrettet vil der altså udelukkende blive foretaget systematisk prøvetagning for salmonella på slagterierne.
- For at bibeholde en viden om forekomsten i besætningerne, etableres en overvågning med udtagning af mindst 540 blindtarmsprøver årligt, oplyser svineproduktion.dk, hvor det fremgår, at prøverne vil blive udtaget på slagterierne.
- Prøverne vil give et billede af forekomsten på landsplan, lyder det.
Når man kan sige det så skråsikkert, skyldes det, at der også i de seneste år er taget blindtarmsprøver, som man har kunnet sammenholde med forekomsten i besætningerne.
Stadig et vågent øje
- Der er derfor allerede etableret baseline før ophør af besætningsovervågningen. Og resultaterne fra den fremtidige overvågning på blindtarmsprøver vil derfor kunne vurderes op mod denne baseline, meddeler L&F Gris.
Over det næste års tid, vil der blive holdt øje med, om der sker øgede fund af salmonella på slagterierne. Hvis dette sker, og hvis der også ses en stigning i antallet af mennesker, der får en salmonella-infektion, vil det blive vurderet, om og i givet fald hvordan der skal gribes ind, fremgår det af svineproduktion.dk.
Salmonella fra smittede dyr
Salmonellabakterien findes ikke i kødet på levende dyr. Men når man slagter dyr, der er smittet med salmonella, er der risiko for, at kødet kan blive forurenet med salmonella og dermed kan forbrugerne blive syge
En intensiv indsats på slagterierne har betydet, at forekomsten af salmonella i svinekød er lav, cirka 1 procent målt på slagtekroppene
Siden 2015 har antallet af syge pga. salmonella i svinekød ligget på 100-150 om året
I midten af 1990'erne blev 700-800 danskere syge af salmonella i svinekød
Kilde: Fødevarestyrelsen