Snart er det slut med årtiers overvågning af salmonella

I tre årtier er der blevet taget stiprøver for salmonella, og der har været oplysningspligt for salmonella ved handel med grise. Til årsskiftet er det slut.

Den overvågning af salmonella i alle svinebesætninger, der har været en realitet de seneste tre årtier, ophører til årsskiftet. Det oplyser Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris (L&F) på svineproduktion.dk.

Belutningen er truffet efter, at det gennem en årrække er konstateret, at forekomsten af salmonella i de danske svinebesætninger ligger på et stabilt lavt niveau. Samtidigt har antallet af smittede personer med salmonelle fra svin ligget stabilt lavt, og det samme gælder forekomsten af salmonella i fersk svinekød, der i flere år har ligget stabilt på omkring en procent.

Det er på den baggrund, at der ifølge L&F igennem længere tid har været drøftet, om overvågningen af salmonella er proportional med forekomsten i fersk kød og hos forbrugerne.

- Disse overvejelser har nu resulteret i en beslutning om at ophøre med at overvåge for salmonella i grisebesætningerne efter den nuværende model, meddeler Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris på svineproduktion.dk, hvor det også fremgår, at overvågningen herefter udelukkende vil komme til at foregå på slagterierne.

Læs også