Rådgiver: For dyrt at give for meget E-vitamin i for lang tid
Ekstra E-vitamin skal kun gives 1-2 måneder efter høst. Rådgiver minder om, at dosis skal sænkes igen, hvis det ikke allerede er sket.

E-vitamin er dyrt. Derfor handler det om at få skruet ned for indholdet af vitaminet i foderet, når der er gået et par måneder efter høst. Arkivfoto
- Det er god latin at give ekstra E-vitamin lige efter høst i det nyhøstede korn, men det er kun halvdelen af opgaven, lyder det fra Peter Mark Nielsen, der er rådgiver hos Velas.
Han minder nemlig om, at når kornet er lagerfast 1-2 måneder efter, det sidste korn er høstet, skal E-vitamin ned på det normale niveau igen.
- Og ja, det er meget mere end to måneder siden, at majetærskene kom i vinterhi, lyder det fra rådgiveren, som fortæller, at han alligevel hvert år møder folk lige inden høst, der endnu ikke har fået skruet ned fra sidste høst.
Det er blevet dyrere
Peter Mark Nielsen bemærker desuden i Velas nyhedsbrev Trynekontakten, at E-vitamin i år koster meget mere, end det har gjort tidligere. Derfor opfordrer han til, at man får set foderblandingerne efter for at tjekke, om man har husket at skrue ned for indholdet af E-vitamin.
- Samtidig kan du se, om der også er antioxidant i foderet, opfordrer han og påpeger, at der i hvert fald ikke er grund til at have et højt niveau af begge dele i foderet.