Sådan minimerer du dit tab i svinestalden
Der findes en række oplagte områder, hvor man kan finde besparelser nu, hvor prisen på smågrise er lav, lyder det fra svinekonsulent.

Der er oplagte områder at spare på nu, hvor prisen på smågrise er lav, lyder det fra svinekonsulent.
Netop nu er prisen på grisen en tung klods om benet for de danske svineproducenter over hele landet. Især smågriseproducenterne må indkassere gedigne underskud på næsten 200 kroner for hver gris, der sælges til puljepris.
- Priserne er så lave nu, at det gør direkte ondt. Og det skal man reagere på, så underskuddet ikke vokser unødigt meget i perioden her, hvor vi venter på, at priserne går op, lyder det fra Niels Hegelund, svinekonsulent ved Velas.
Niels Hegelund råder først og fremmest smågriseproducenterne til selv at forsøge at lave slagtesvin i stedet for at sælge til pulje.
- Hvis der står en tom slagtesvinestald et sted, så få den lejet og fyld den op. Næsten uanset hvad slagtesvinenoteringen ligger på, så vil det være en bedre løsning end at sælge til puljen, siger Niels Hegelund.
175 kroner pr. gris
Puljenoteringen ligger lige nu på 175 kroner pr. 30 kilo gris. Og med en gennemsnitlig fremstillingspris på godt 370 kroner betyder det et tab i snit på 195 kroner pr. smågris, der sælges til puljepris.
- Der er producenter derude, som ikke kan holde til de her prislejer i længden, siger Niels Hegelund. Han opfordrer til at bruge prisfaldet som anledning til at skære alle de lidt dyrere, luksuriøse løsninger fra.
Svinekonsulenten peger på en række konkrete områder, hvor den gennemsnitlige smågriseproducent kan finde besparelser (se faktaboks).
- Det er ikke alle punkter, alle producenter kan gøre brug af – men de fleste vil uden tvivl kunne finde besparelser rigtig mange steder, siger han.
mip