Afsætning af smågrise til naboer giver sikkerhed i hverdagen

- Uanset hvordan verdensmarkedet ser ud, så tror jeg, at jeg altid kan komme af med mine grise til en fornuftig pris. Det er der helt naturligt en stor værdi i, siger Niels Aage Arve i Mejlby, nord for Aarhus.

Han driver en større svineproduktion med 1.325 søer og gør alt for at have styr på afsætningen af sine grise. Helt konkret har han i årevis haft faste aftaler med to naboer, som aftager 23.000 smågrise hvert år, mens omkring 21.000 fedes op i egne stalde.

Den integrerede produktion sammenholdt med et skarpt fokus på afsætningen, har gjort ham til en særdeles driftssikker svineproducent.

- Det er selvfølgelig vigtigt, at vi har en veldrevet produktion, hvor der er styr på driften. Men for mig er sikkerheden i afsætningen også helt essentiel. Når vi sælger til naboerne, så indkasserer vi naturligvis ikke de tårnhøje priser, vi har set syd for grænsen i de sidste par år. Men omvendt har jeg heller aldrig stået i en situation, hvor jeg ikke har haft nogen til at tage imod grisene – det giver en vigtig sikkerhed, siger Niels Aage Arve, der er fjerde generation på bedriften, hvor der også drives 520 hektar jord, fortrinsvist til foderproduktion.

Der skal lægges en klar strategi

Trods en strømlinet produktion og afsætning ved Niels Aage Arve dog godt, at han på nogle omkostningsparametre ligger en anelse højere end gennemsnittet. Men det er et bevidst valg, som udmønter sig i en tilsvarende højere salgspris på dyrene.

- Der er flere steder, hvor vi kan samle et par procent op. Eksempelvis flytter vi grise rundt til staldene med vores egne maskiner, hvilket giver os en besparelse på fem kroner pr. gris. Derudover forsøger vi at holde udgifterne til foder nede ved at bruge vores korn selv. Det korn, vi køber, kommer stort set kun fra lokale naboer, som tipper det af her til prisen i høst. Og så deler vi foderstoffernes omkostning og avance med den nabo, der sælger det til os, siger Niels Aage Arve, der i år har købt korn fra 20 forskellige naboer.

- Det giver selvfølgelig noget administration, men det kan betale sig for os. Og når man ganger de mange ting op med en produktion af denne størrelse, så bliver det bestemt også til en slags penge, siger han.

Netop evnen til at spotte mulighederne for en merindtjening lang tid ud i fremtiden er en vigtig evne til at drive en rentabel bedrift, fortæller Poul Østergaard, virksomhedsrådgiver i Velas.

- Det handler i bund og grund om at lægge en klar strategi for sin bedrift, som Niels Aage Arve her har gjort det. Han har en anelse højere omkostninger end så mange andre, men omvendt sikrer han sig højere priser end gennemsnittet ved at have valgt en vej at gå – og så følger han det til dørs uden at fravige strategien. Og det udmønter sig i fine overskud år efter år, siger Poul Østergaard, der har beskæftiget sig med svineproducenters økonomi i mange år.

Velfærdsgrise var et sløjt eventyr

Niels Aage Arve og hans far barslede tilbage i 2007 med en større udvidelse, som skulle være med til at sikre en fornuftig afsætning af grisene. Efter et par år med diverse tilladelser endte makkerparret med at bygge til løsgående søer i både drægtighedsstald, løbeafdelinger og farestald.

- Vi ville se, om vi ved at øge dyrevelfærden også kunne opnå en bedre fortjeneste, så vi både gjorde noget godt for grisene og for økonomien, siger han.

Forhåbningen var derfor også, at der stod forbrugere parat til at aftage velfærdsgrisene i køledisken. Men starten på det eventyr var sløj. Faktisk så sløj, at det var langt fra at give overskud.

- Vi kæmpede med det i tre år, hvor der stort set ikke var nogen kunder til velfærdsgrisene. Men efterfølgende gik det bedre, og vi havde et par år, hvor vi fik en krone i tillæg. Så der har været både gode og dårlige tider – heldigvis har vi kunnet leve højt på de gode perioder, og så har vi også haft noget at stå imod med, når det gik dårligere.

Skal adskille sig fra den almindelige produktion

De løsgående søer har dog bevirket, at Niels Aage Arve aldrig er kommet helt i top målt på grise pr. årsso. Det er en naturlig konsekvens af, at søerne kan gå rundt og lægge sig, som de vil.

- Vi skal kæmpe hårdt for bare at ligge på landsgennemsnittet for grise pr. årsso. Vi ligger på omkring 35, og jeg er overbevist om, at vi kunne ligge på 39-40 smågrise pr. årsso, hvis vi havde konventionelle stalde, siger Niels Aage Arve, der samtidig understreger, at der er kommet lidt vind i sejlene igen.

Lige nu får han et UK-tillæg, og så er han for ganske nyligt begyndt at levere velfærdsgrise til Californien gennem Danish Crown, hvilket beløber sig til 15 øre pr. kg oven i UK-tillægget.

Samlet set betyder det, at han får en højere pris for sine dyr end de fleste svineproducenter.

- Det er ikke en stor fest rent økonomisk, men det er bedre end ingenting. Og vi skal ikke lave de store forandringer for at håndtere det, siger han og afslutter:

- Jeg mener ikke, vi kan konkurrere på en ren bulk-produktion i forhold til Brasilien eller USA. Derfor er det sjovt og ikke mindst økonomisk fornuftigt, hvis vi kan lave noget, der adskiller sig fra den almindelige produktion. Det driver mig, og det er også en stor del af grunden til, at jeg kastede mig ud i de løsgående søer til at starte med.