Året der gik - juli og august: Store skiftedag i landbrugets koncerner

Der var stor udskiftning på direktionsgangene, høsten kom i gang, og så fik den grønne trepart sit eget ministerium, da sommeren stod på.

Hundebøll stoppede hos DLG

Den 31. august mødte group CEO hos DLG, Kristian Hundebøll, ind på sit arbejde for sidste gang. Dermed nåede han at stå i spidsen for den store landbrugskoncern i 12 år.

- Under Kristians lederskab er forretningens strategiske fokus og resultater blevet styrket markant. Jeg vil gerne takke Kristian for hans dygtige lederskab og betydningsfulde bidrag til at bringe koncernen til den stærke position, vi har i dag, sagde bestyrelsesformand Niels Dengsø Jensen i forbindelse med Hundebølls afgang.

Senere gav Hundebøll et interview her i avisen, hvor han slog fast, at det var det rigtige tidspunkt at skifte ud på posten.

- Vi har forbedret vores finansielle nøgletal, så jeg føler netop, at det er det rette tidspunkt, hvor min afløser har et godt ståsted at sætte den kommende retning for DLG på. Forudsætningerne er der og rammerne er gode for at videreudvikle det, så jeg har ingen bekymringer overhovedet, sagde Kristian Hundebøll.

Duedal landede hos Danish Crown

Der skulle ikke gå længe, før Danish Crown fandt afløseren for fratrådte Jais Valeur. Den 12. august kunne slagteriselskabet melde ud, at man havde ansat Niels Duedal som ny administrerende direktør.

- Vi står over for en ny strategiperiode og er samtidig i den begyndende fase af en markant transformation af Danish Crowns forretning, der skal gennemføres med præcision og høj kadence. Som topchef har Niels taget store og modige beslutninger, så er han visionær, også i modvind, sagde daværende formand Asger Krogsgaard.

Niels Duedal blev i 2013 kåret til årets leder i Danmark, og kom med en fortid hos blandt andre Lego og Norlys.

En skuffende høst

Trods de besværlige vejrforhold i sommermånederne begyndte man at komme i mål med årets høst hos Danish Agro i midten af august måned.

Og direktør hos Danish Agro, Henning Fogh, var ikke sen til at betegne årets høst som en skuffelse, selv om der var fremgang i udbytterne fra 2023.

- En gennemsnitlig høst ligger omkring 9,3 millioner ton og estimaterne viser, at høsten i Danmark i år kommer til at give omkring 7,5 millioner ton. Så selvom det er bedre end sidste år, er det stadig skuffende, sagde Henning Fogh efter afslutningen på høsten.

Samtidig var der store forskelle på udbytterne på hver sin side af Storebælt, primært på grund af de store regnmængder, der ramte især i Jylland, mens vejret var bedre på øerne.

Penge til minkavlere

Efter flere års venten begyndte der for alvor at komme gang i udbetalingerne af erstatning til de tidligere minkavlere i løbet af 2024.

Og det vakte en del opsigt, da en af de tidligere avlere, Jens-Arne Bøgelund Kristiansen, i juli fortalte i Effektivt Landbrug, at han og sønnen Jesper var blevet tildelt en erstatning på 38 millioner kroner for sin produktion, hvor der var plads til 36.500 mink. Og det var en fair erstatning, mente han.

- Ligesom de kolleger, jeg har talt med, finder vi, at erstatningen er fair, og forløbet har været godt og retfærdigt, når det nu skulle være sådan med vores erhverv, sagde Jens-Arne Bøgelund Kristiansen, der var en af årets føljetonværter, som man kunne følge i løbet af året i avisen.

En minister med en mission

Den 29. august kom der et nyt ministerium til verden. I forbindelse med en regeringsrokade blev socialdemokraten Jeppe Bruus, der indtil da var skatteminister, udnævnt til minister for Grøn Treepart. Her fik han blandt andet til opgave at lande en politisk aftale om et grønt Danmark.

- Det er en kæmpeopgave. Det er den største politiske opgave lige nu. Derfor er jeg både ydmyg, stolt og glad for at stå i spidsen for det, sagde Jeppe Bruus i forbindelse med sin udnævnelse.

Han havde i forvejen været en del af forhandlingerne om den grønne trepart. Siden sin udnævnelse har Bruus været i nærkontakt med landbruget, blandt andet i forbindelse med flere arrangementer.

Læs også