Anklagemyndigheden har frafaldet mere end 1.000 anklager om ulovlig transport af svin i EU, som blev anlagt i 2018-2019. - Det er en korrekt beslutning, og bedre sent end aldrig, lyder det fra advokat Hans Sønderby Christensen, der hele tiden har fastholdt sine klienters uskyld, og som nu har knap 800 sager mindre.
Tilbage i 2018-2019 blev der rejst anklage om knap 1.100 ulovlige dyretransporter, der skulle have fundet sted i perioden 2015-2017, og som derfor blev meldt til politiet. Det skete efter, at daværende miljø- og fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V) langede ud efter Fødevarestyrelsen og hævdede, at der ikke havde været skredet ind over for dyretransporter, der angiveligt havde været ulovlige.
Siden har det store sagskompleks ligget ved retten i Odense.