Efterafgrøder skal behandles ordentligt

- Hvis ikke efterafgrøderne er blevet slået ned endnu, så udnyt chancen, når der kommer frost, lyder rådet fra sjællandsk planteavlskonsulent, når det gælder arealer, som skal pløjes eller harves inden forårssåningen.

Der er flere måder at behandle efterafgrøderne på, når det gælder de planlagte vårsædsmarker. De fleste bliver enten slået med brakpudser eller nedmuldet sidst på året, mens andre lader dem stå til foråret.

I denne tid ses flere arealer med ubehandlede efterafgrøder end sædvanligt, primært fordi det våde efterår gjorde det vanskeligt at køre i markerne.

- Anvendes pløjefrit eller CA (Conservation Agriculture, red.), bliver efterafgrøderne først nedvisnet inden forårssåningen. Men skal der pløjes eller harves til såbed, hvor genstridige efterafgrøder kan være problematiske, er der dog fortsat chance for at give den behandling, som ellers skulle have foregået i november/december. Jeg har talt med en planteavler, som med godt resultat nedmuldede med sin tallerkenharve juleaftensdag og 2. juledag, hvor der var et lettere frostlag på jorden. Derfor hold øje med vejrudsigten, og kommer der frost igen, så kan det nås endnu, lyder rådet fra planteavlskonsulent Leif Kildeby Nielsen, VKST.

Nedvisning

Er man først henne ved foråret er det hans klare anbefaling at nedvisne med Roundup, og måske allerede dagen efter behandle arealet med en discharve eller lignende redskab.

Men hvis afgrøden er roer eller spinat, er det afgørende, at olieræddike, som typisk er efterafgrøden, er behandlet i god tid inden foråret.

- En Roundup-behandling er ikke nok til at få de ofte store kolde til at stoppe med at gro, påpeger den sjællandske planteavlskonsulent. Det så vi forrige vinter, hvor vi næsten ikke havde frost, hvorimod den hårde frost sidste år i februar tog livet af olieræddiken.

Leif Kildeby Nielsen kender ikke fakta på kvælstofeffekten af snitningen af efterafgrøder i forhold til at lade dem være uberørt vinteren igennem.

- Jeg tror ikke, at der er forskel. Men omkostningsmæssigt vil det være bedst med en tallerkenharve fremfor en brakpudser. Er vi så heldige, at der kommer frost inden længe, er det om at gribe chancen for at sikre det optimale såarbejde til foråret, opfordrer han.

Læs også