Foderkonceptet MaksiGrass handler om friskgræsfodring af køerne hele sommerhalvåret. Og det er et koncept med stort potentiale, viser de første erfaringer ude fra kvægbesætninger – blandt andet hos Niels Martin Krag ved Højer.
Tekst og foto: John Ankersen
KVÆGGRÆS Hvad opnår man, hvis man fodrer sine malkekøer med frisk græs på daglig basis i hele sommerhalvåret?
Det ved blandt andre den økologiske mælkeproducent Niels Martin Krag ved Højer i Sønderjylland, der er en af de landmænd, der har erfaringer med MaksiGrass-konceptet, hvor man høster og snitter frisk græs hele sommerhalvåret og fodrer køerne med.
Og det er bestemt ikke at tage munden for fuld ved at konstatere, at friskgræsfodring af køerne nok er kommet for at blive hos Niels Martin Krag, der har kunne notere sig, at foderkonceptet har fungeret godt.
- Køerne har været glade for det. I løbet af sommeren havde vi lidt problemer med at få energi nok til køerne, og vi går efter maksimal ydelse. Så for en måned siden gik vi over til frisk græs iblandet ensilage. Konceptet er rigtig godt, og som økolog er det det helt rigtige, fortalte Niels Martin Krag i forbindelse med den netop overståede MaksiGrass on Tour, der var en række græsdemonstrationer hos mælkeproducenter i Jylland.
Udfordringer og muligheder
Projektet med MaksiGrass i Højer hos Niels Martin Krag er hele vejen blevet tæt fulgt a planteavlskonsulent Carsten Clausen Kock fra SLF, der har kunnet konstatere både udfordringer og muligheder i konceptet med langt mere frisk græs i foderplanen.
Blandt udfordringerne fremhæver han den høje ydelse i besætningen, hvor selv små udsving i græsmarken kan koste.
Desuden nævner han fastholdelse af kløveren i græsmarken.
- Vi skal stole på friskgræsprøverne, konstaterede han, og fremhævede samtidig som en afgørende faktor, at der hele tiden er en tæt dialog mellem stald og mark.
Alt udbytte på græsmarken hos Niels Martin Krag er blevet kørt hen over en brovægt og registreret, og der har været varierende udbytter alt efter hvilke type marker, de har været fra.
Og en egentlig konklusion omkring udbytte i relation til MaksiGrass, vil Carsten Clausen Kock, dog heller ikke give:
- Vi kan ikke sige om det giver højere eller lavere udbyttet, men der er potentiale for højere udbytte.
Sparede udgifter
Det er ikke kun køernes lyst til frisk græs, der tæller i forbindelse med MaksiGrass-konceptet, hvor erfaringerne har vist, at det både kan være fordelagtigt for både økologiske såvel som konventionelle mælkeproducenter
For der er også en god økonomi i fodring med friskgræs. Hvor fremstillingsprisen for økologerne er en smule højere end for de konventionelle mælkeproducenter.
Fælles for de to produktionsformer er dog, at det er anseelige beløb der spares i relation til tilskudsfoder.
Indehaver af MaksiGrass, Jørgen S. Madsen, er selv økologisk mælkeproducent, og han noterer sig, at ensilering ofte giver et stort tab af udbytte og protein, hvilket igen taler for friskgræsfodringen.
Han anbefaler græsblandinger med hoveddominans af hvidkløver og rajgræs – evt kombineret med en rødkløverrig blanding.
Omkring selve friskgræshøsteren, der er en irsk produceret vogn, lyder anbefalingen, at maskinen både er egnet som leasingmaskine hos landmanden, som køb i maskinfællesskab eller for maskinstationer, hvoraf flere allerede har investeret i vognen.