Ukraines eksport af korn til lande i Østeuropa har skabt ballade blandt landmænd i Østeuropa og en polsk ministers afgang. Nu er der håb om en afklaring på problemerne.
I sidste uge trak den polske landbrugsminister og vicepremierminister Henry Kowalczyk sig fra sin post.
Det skete efter flere uges uro blandt landmænd, der var utilfredse med, at ukrainske kornprodukter var havnet blandt de østlige medlemslande i EU, hvilket havde fået priserne til at styrtdykke.
Kornet var havnet hos EU's medlemslande, fordi EU havde fjernet toldbarrierene på korn fra det krigshærgede land, efter at russisk blokade af flere havne i det sydlige Ukraine havde stoppet eksporten til blandt andet Asien og Afrika.
Protesterne har resulteret i flere demonstrationer blandt landmænd i Polen, der har fået stor udbredelse flere steder i landet.
Unfair konkurrence
Også i Bulgarien og Rumænien har der været protester over, hvad der bliver betegnet som unfair konkurrence, ved at man har tilladt billigere produceret korn fra Ukraine blive distribueret i EU-landene. I Rumænien havde landmænd blokeret landegrænser i frustation over tingenes tilstand.
- Jeg ved godt, at vores ukrainske kolleger også har brug for at sælge deres afgrøder, men det her er unfair konkurrence, siger Nicu Vasile, der er formand for den rumænske landbrugsorganisation LAPAR ifølge Reuters.
I Rumænien er produktionsomkostningerne for hvede steget med 70 procent i løbet af det sidste års tid.
De berørte lande var gået til EU-Kommissionen for at få hjælp til at håndtere den situation, som det ukrainske korn skabte.
Minister gik
Men trods det politiske pres fra Østeuropa valgte EU-kommissionen at forlænge toldfritagelsen for korn fra Ukraine. Og det fik onsdag i sidste uge Polens landbrugsminister Henry Kowalczyk til at trække sig fra sin post i protest over tingenes tilstand.
EU har oprettet en række såkaldte solidaritetsruter, der kan omdirigere korn fra Ukraine til Vesten.
Men måske er der en løsning undervejs på situationen. Det henviste den ukrainske præsident, Volodymyr Zelinskiy, således til, da han også i sidste uge var på statsbesøg i Polen. Landet har været Ukraines nærmeste allierede, siden Rusland begyndte sin storskalainvasion den 24. februar 2022.
- Vi har fundet en løsning på det. Jeg tror på, at i de kommende dage eller uger vil vi finde en endelig løsning, fordi der skal ikke være hverken strid eller komplikationer mellem to ægte venner og nære allierede som Polen og Ukraine, lød det fra den ukrainske præsident ifølge Reuters.
Ukraine og Rusland har også for nylig forlænget aftalen om, at Ukraine kan eksportere korn via Sortehavet, men ikke i så stort et omfang som tidligere. Eksport af afgrøder har historisk set været den største kilde til eksportindtægter i Ukraine.