Griseproduktion konkurs: Kina-eventyret fik ikke en lykkelig slutning

Mere vil have mere. Det var grunden til, at Brødr. Ewers ikke allerede havde trukket sig ud af Kina-eventyret Scandinavian Farms. De blev overhalet af corona og ASF og i sidste måned indgav selskabet en konkurs. Trods et tab i millionklassen, får det ikke betydning for Brødr. Ewers danske kunder.

- Det er ved gud ikke sjovt, det skal jeg hilse at sige. Sådan sagde Hans Otto Ewers om den konkursbegæring af Scandinavian Farms i Kina, som buldrede frem i medierne dagene op til, at han trådte på talerstolen for at holde et indlæg om generationsskifte ved generalforsamlingen ved Landboforeningen Kronjylland.

Selvom Kina-virksomheden ikke havde noget med generationsskifte-historien i Brødr. Ewers at gøre, ville Hans Otto Ewers gerne komme de tilhørendes spørgsmål i forkøbet og fortalte om forløbet som medejer af en stor svineproduktion i Kina.

- Ideen var ikke forkert. At gå ned i det land med 1,3 milliarder mennesker, som spiser mest svinekød i verden og som er mindst effektive. Dem vi konkurrerede med lavede 16-17 grise pr. årsso og havde et foderforbrug, der var meget større.

Fra 500 til 15.000 søer

Projektet startede med 500 søer, så blev der udvidet til 2.500 søer – doblede op til 5.000 søer og så endte selskabet med 15.000 søer.

- Vi var oppe på 15.000 søer og lavede 450.000 slagtesvin.

Strategien var fuldstændig klar. At gå ind i Kina, men også at gå ud igen.

- Vi skal ikke blive dernede, men vi har alle sammen én sygdom, og det tør jeg vædde med, at det har i også alle sammen her inde – the greedy mens disease – mere vil have mere, forklarede en ærlig Hans Otto Ewers.

Kunne ikke få nok

Hans Otto og de andre kiggede på de beløb de tjente i starten og begyndte at gange op.

- Det blev svimlende beløb, og vi kunne ikke få nok.

Det betød at hver en krone, der blev tjent, blev investeret igen og samtidig blev der lagt til.

Blev ramt af virkeligheden

Eventyret buldrede frem.

- Men så sker der bare noget dernede i Kina, så kom den der dumme corona. Den kom et år for tidligt, for vi var allerede i salgstanker. Og hvis det var lykkes, så havde det ikke givet et stort minus, så havde det givet et stort plus, forklarede Hans Otto Ewers.

Coronaen hærgede og det samme gjorde ASF.

- Vi må bare sige, at vi var oppe imod en højere magt, og Kina har ændret sig meget politisk og mentalt. Det er ikke nemt at være udlænding i Kina. Masser af europæisk og udenlandske investorer trækker sig ud af Kina. Og det er det vi er blevet ramt af, ved siden af alle de her sygdomme, beskrev Hans Otto Ewers.

Prøvede at rekonstruere

Alvoren taget i betragtning fik nogle i selskabet til at sige stop, mens resten, blandt andet Brødr. Ewers prøvede at lave en rekonstruktion af selskabet.

- Det lykkedes ikke for os og så måtte vi til sidst smide håndklædet i ringen og sige, at vi indgiver en konkurs i Kina og tager skraldet.

Brødr. Ewers står stærkere i dag

Hans Otto Ewers har på baggrund af Kina-projektet oplevet lidt uro blandt enkelte af kunderne. Det kan han sagtens forstå, men kan heldigvis berolige kunderne.

- Til det kan jeg sige, at Ewers står stærkere end nogensinde før. Selvom vi har haft et stort tab på Kina, så er de væk i vores bøger og vi står stærkere i dag, end vi gjorde for to år siden.

- Vi har alle sammen én sygdom – the greedy mens disease – mere vil have mere.

Hans Otto Ewers

Læs også