Formanden for Landdistrikternes Fællesråd glæder sig over den »geografiske placering midt i landet« nu, hvor rådets kontor er flyttet til Odder.
Landdistrikternes Fællesråd arbejder for udvikling i de danske landdistrikter og har siden stiftelsen for over 20 år siden vokset sig til en stærk og indflydelsesrig organisation, som politikerne på Christiansborg lytter til. Fremover skal idéer og tanker udtænkes fra hovedkontoret i Odder, hvor Landdistrikternes Fællesråds sekretariat er rykket ind i Kontorhuset Randers på Rådhusgade 100 i Odder, hvor der er plads til at holde seminarer og møder, lyder det i et nyhedsbrev.
- Vi glæder os til at kunne fortsætte vores virke fra det østjyske. Odder Kommune har en god geografisk placering midt i landet. Samtidig er den offentlige transport rigtig god med stoppested på letbanen til Aarhus og i forlængelse heraf nærhed til banenettet og anden kollektiv transport. Det er en stor fordel for vores medarbejdere, gæster og samarbejdspartnere, siger formand Steffen Damsgaard.
Hovedkontoret huser sekretariatet på otte ansatte, heriblandt fagmedarbejdere, kommunikationsfolk og administration. Derudover vil hovedkontoret danne rammen for en række af Landdistrikternes Fællesråds mødeaktiviteter.
Fællesrådets medlemmer tæller en række landsdækkende organisationer, 56 kommuner heriblandt Odder, de lokale aktionsgrupper (LAG/FLAG) samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd. Udover funktionen som interesseorganisation fungerer Landdistrikternes Fællesråd som national sparringspartner på landdistriktsområdet for Folketinget og centraladministrationen.
Daglig ledelse styrkes
Landdistrikternes Fællesråd har valgt at styrke den daglige ledelse. Grethe Saabye tiltræder som sekretariatschef i Landdistrikternes Fællesråd på den anden side af nytår. Desuden tiltræder kontorchef Noa Jankovic i den nyoprettede stilling som public affairs-chef, oplyses det i et nyhedsbrev.