Andre EU-lande kan lægge hindringer i vejen for, at Danmark kan få udenlandske sæsonarbejder ind i landet.
Der hersker stadig stor uvished om, hvorvidt juletræsdyrkere og jordbæravlere eller andre producenter med et traditionelt behov for at hyre sæsonarbejdere fra især Østeuropa kan få problemer her i foråret på grund af den blomstrende Covid-19.
Også selv om Danmark giver adgang for udenlandske ansatte, når bare de ved indrejsen kan fremvise en ansættelseskontrakt.
Her i weekenden har flere andre EU-medlemslande fulgt Danmark trop med indrejserestriktioner. Men der er også mere strikte regler i nogle lande for udrejse eller gennemrejse, som kan spænde ben for, at hyrede udlændinge uden videre kan nå frem til den danske grænse.
- Alle udenlandske medarbejdere vil blive udfordret på at komme op til Danmark og arbejde. Enten fordi, at de skal krydse en masse grænser, hvor der kan være nogle indrejserestriktioner. Men der kan også være udrejserestriktioner i deres egne hjemlande, siger specialkonsulent i Seges, cand.jur. Bodil Irene Jensen, som følger udviklingen.
Situationen ændrer sig time for time
Hun betegner situationen her og nu som kaotisk.
- Det er den, fordi situationen er så dynamisk, at den kan ændre sig nærmest fra time til time. Hvis man kommer kørende fra Rumænien, så er der mange grænser, der skal krydses, og det giver udfordringer. Og Polen har meget skrappe restriktioner. Hvis man først kommer ind, så kan man ifølge Udenrigsministeriet ikke lige komme ud igen, siger Bodil Irene Jensen.
Direktør Claus Jerram Christensen fra brancheforeningen, Danske Juletræer, oplyser, at et medlem har berettet om, at en litauisk medarbejder var nægtet udrejse fra hjemlandet, også selv om litauere ifølge det danske udenrigsministeriums oplysninger var undtaget et generelt udrejseforbud for landets statsborgere, hvis ellers de har arbejde i landet.
Et andet medlem hørte fra en rumænsk ansat, at det var problematisk undervejs at køre igennem Polen, der siden søndag operer med 14 dages karantæne for alle indrejsende.
Skal brug folk lige nu
- Medlemmet har en rumæner på vej herop, og her håber man på, at han ikke skal i karantæne. Han har et gult sygesikringskort som identifikation. Så de regner med, at det vil være i orden. Men de er bekymrede for, om han skal i karantæne undervejs. Det vil jo kunne forsinke processen alvorligt, fortæller Claus Jerram Christensen.
Polen har suspenderet al international tog- og flytrafik. Rumænien havde mandag formiddag stadig den internationale flytrafik på vingerne. Men det kan ændre sig med kort varsel, advarede det danske udenrigsministerium om.
Juletræsdyrkerne beskæftiger på årsplan omkring 5000 ansatte. Direktøren har ikke tal på, hvor mange af dem, der hentes fra udlandet. Men det er »en pæn andel«, siger han.
Lige her og nu inden træerne springer ud, skal juletræsdyrkerne have hver eneste af dem formreguleret, så de vokser pænere. Og det er ret mandskabskrævende.
- De træer, man ikke skulle få formreguleret, vil ikke leve op til kvalitetskravene, men må sælges billigere. Og det vil i givet fald give et fald i indtjeningen, siger direktøren.
På Samsø skal jordbæravler Mogens Mahler have 100 jordbærplukkere i arbejde hen over sommeren i skiftende hold. Det første hold skal ankomme i maj fra blandt andet Baltikum, Rumænien og Bulgarien.
Vil ikke male fanden på væggen
Gartneri- Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere har ikke oplevet nogle henvendelser fra medlemmer om situationen for udenlandske sæsonarbejdere, oplyser direktør Jens Bjørn Poulsen.
- Nu må vi se, hvor lang tid det her varer. Jeg synes ikke, at man skal male fanden på væggen her og nu. Det her er jo en situation, der forandrer sig fra dag til dag. Det er for tidligt at gå ind i en vurdering af, om det her er noget, der giver problemer eller ej, siger Jens Bjørn Poulsen.
I Seges opfordrer Bodil Jensen til, at man som arbejdsgiver holder nøje øje med, hvordan situationen udvikler sig.
- Hvis man fremviser en ansættelseskontrakt ved den danske grænse, så kan man komme ind i Danmark. Så problemet ved at få folk herop er ikke så meget Danmark, men de andre landes regler for ind- og udrejse, siger Bodil Jensen om den nuværende situation.
Følg udviklingen her
Udviklingen i hvert enkelt lands rejserestriktioner kan følges her på Udenrigsministeriets hjemmeside:
https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/rejsevejledninger/
Seges har oprettet denne informationsside for landmænd:
https://www.landbrugsinfo.dk/Coronavirus