Fald i snubleulykker i landbruget - men stadig for mange
I 2016 er der sket et lille fald i andelen af alvorlige snubleulykker i landbruget, viser en ny opgørelse foretaget af Arbejdstilsynet. Snubleulykker er dog fortsat et stort problem med knap 40 anmeldte ulykker om året.
Rod på arbejdsstedet, glatte gulve og når der stiges ud af en traktor. Det er ofte banale hverdagsting, som får landmænd til at falde, glide eller snuble.
Arbejdstilsynets opgørelse viser dog, at det er gået den rigtige vej i de seneste år, idet der siden 2013 er sket et lille fald i andelen af alvorlige snubleulykker i landbruget. I 2016 udgjorde snubleulykker 13 pct. af de alvorlige ulykker i branchen, mens andelen i de foregående tre år i gennemsnit har ligget på 17 pct.
Ulykker kategoriseres som alvorlige, når de fører til mere end tre ugers fravær. De alvorlige snubleulykker resulterer typisk i brækkede arme og ben, kraftige forstuvninger og i nogle tilfælde skader på hovedet – eksempelvis kraniebrud. Ofte får den ansatte varige mén af ulykken. Men snublen er også årsag til et højt antal ulykker med kortere fravær.
- Antallet af snubleulykker skal endnu længere ned. Det er bestemt også realistisk, for det er ikke svært at forebygge disse ulykker – ofte handler det om små ændringer i det daglige. For eksempel at bruge skridsikre gulve og fodtøj, at holde gulve og trapper rene og rydde op, påpeger Katrine Krone, kontorchef i Arbejdstilsynet.
Arbejdstilsynet har siden 2015 haft særligt fokus på området. Både via tilsyn og gennem kommunikationskampagnen ”Stop snubleulykker”, der skal hjælpe virksomheder og medarbejdere til at forebygge de mange snubleulykker.
Blandt andet har Arbejdstilsynet udarbejdet et kort faktaark til virksomhederne med gode råd til, hvordan ulykkerne kan forebygges. Arkene ligger på at.dk/snubleulykker, hvorfra de nemt kan printes ud og hænges op.