Der har den seneste tid været flere eksempler på landmænd, som har fået voldsomme bøder for at overtræde regler om ansættelsesforhold
Agri Nords afdeling for HR & Rekruttering oplever, at
mange landmænd er usikre på reglerne om udenlandske elever - ikke mindst i
lyset de høje bøder, der er set på området.
- En praktikant fra Ukraine eller et andet land uden for
EU må ikke arbejde mere end 37 timer om ugen. Hvis praktikanten har en fast
arbejdsplan, som resulterer i overarbejde, så kan det blive en dyr fornøjelse
for arbejdsgiveren, også selvom medarbejderen for løn for overarbejdet.
- Vi har set eksempler på bøder på op til 800.000 kr. for
overtrædelser, fortæller Ulla Markvard, der er HR- og lønrådgiver hos Agri
Nord.
Kun 37 timer
Reglerne omhandler medarbejdere, der er ansat som
praktikanter og kommer fra lande uden for EU. I langt de fleste tilfælde er der
tale om ukrainere. Når du som landmand ansætter en ukrainer som praktikant,
skriver du under på, at vedkommende må arbejde 37 timer om ugen og kun have
overarbejde i kortvarige spidsbelastninger eksempelvis høst.
- Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering – også kaldet
STAR – foretager stikprøver, hvor de kontrollerer, hvad der er indberettet i
forhold til løn til praktikanterne. Hvis lønnen vidner om overarbejde, så
falder hammeren.
Bøden lyder på 10.000 kr. pr. påbegyndt måned, og hvis
styrelsen vurderer, at der er tale om en bevidst overtrædelse af reglerne, så
er taksten i stedet 20.000 kr. – for én medarbejder, oplyser Ulla Markvard.
Strammere regler
Siden nytår har der været strammere regler i forhold til
at ansætte udenlandske praktikanter fra eksempelvis Ukraine. Tidligere kunne de
blive i Danmark i 18 måneder. Det er nu reduceret til 12 måneder, ligesom der
er kommet krav om, at de skal bestå en engelskprøve og være i gang med en
uddannelse i hjemlandet.
Udover problematikken med overarbejde har vi set flere
sager, der handler om, hvornår en medarbejder er godkendt til at arbejde.
- Det er ikke nok, at ansøgningen er indsendt.
Medarbejderen skal have en godkendelse i hånden. Så hvis du bliver kontaktet af
medarbejdere, som kan starte fra dag til dag, så sørg for at sikre dig, at
papirerne er i orden. Det koster både dig som arbejdergiver og medarbejderen
dyrt, hvis det ikke er tilfældet, siger rådgiveren fra Agri Nord.
Realistisk husleje
Der er gennem tiden set flere kreative løsninger på at regulere
ansættelsen, så det lever op til de krav, man skriver under på ved ansættelsen.
For fodremestre er der krav om en løn på 24.000 kr.
- Nogle har forsøgt sig med at lade medarbejdere betale
urealistiske høje huslejer for dermed at kompensere for den højere løn. Min
opfordring er at lade være og i stedet følge reglerne. Det er nemt for
myndighederne at tjekke op på, og prisen er høj for alle parter, siger Ulla
Markvard.