Danske sharemilkere er snart klar til at levere mælk

To unge landmænd har lejet en kostald ved øko-planteavler Per Bundgaard, og de første køer rykker ind inden så længe

Det, som Økologisk Landsforening betegner som Danmarks første sharemilker-koncept, ser nu dagens lys.

Økoplanteavler Per Bundgaard ved Aalborg har nemlig lejet sin gamle kostald til to unge landmænd, som derved ikke skal investere store summer i egen gård. De to 23-årige, faglærte landmænd indkøber nu 150 økologiske jerseykøer til at putte i stalden, og 1. oktober ryger den første mælk af sted til Thise Mejeri.

- Vi ville rigtig gerne i gang som selvstændige mælkeproducenter, men med den nuværende økonomiske situation i landbruget, er det urealistisk at låne penge til at købe en gård. At leje os ind på Bundgaard giver en god mulighed for at komme i gang for en mindre investering, for at vise, at vi kan passe køer og for at opbygge noget egenkapital, lyder det fra en af de to unge landmænd, Tobias Flensted.

Investeringer for godt to millioner kroner

Han og kompagnonen, Patrick Bertelsen, er begge faglærte landmænd fra Nordjyllands Landbrugsskole i Lundbæk ved Nibe.

For Tobias Flensted og Patrick Bertelsen løber den samlede investering i dyr og småombygninger af stalden på Bundgaard op i godt to millioner, oplyser Økologisk Landsforening.

Læs også