Majs har dårlig image i Frankrig

- Mange franskmænd tror, at alt er GMO-majs med højt vand- og pesticidforbrug, siger sydfransk planteavler

Sydfrankrig i starten af oktober er tydeligvis et tørt sted.

Alligevel står majsmarkerne friskgrønne og saftspændte, men det skyldes udelukkende de store, runde cirkel-vandingsanlæg, som sender kaskader af vand fra de nærliggende floder ud over majsplanterne.

- Vandig er et hastigt stigende problem, fastslår Earl Boullenger, som er lokal landmand med 40 hektar majs til fremavl.

- Miljøorganisationer har helt fået lukket for anlæg af nye dæmninger og vandforbruget til byerne og nye marker stiger voldsomt. Der kommer hele tiden nye restriktioner på vandig og nye avlere får i øjeblikket inddraget deres vandingstilladelser på stribe.

Franske landmænd i modvind

Earl Boullenger tillægger de franske medier en stor del af skylden for, at majs i dag er et negativt ord for mange franskmænd.

- De skriver blandt andet, at majs er en tropisk og dermed meget vandforbrugende plante, der slet ikke hører hjemme som afgrøde i Frankrig. Desuden tror mange, at vi dyrker GMO-majs eller at majsen selv frembringer pesticider, der slipper ud i miljøet.

Hvor franske landmænd indtil fornylig var højt respekterede for gode produkter med smag og kvalitet, så har stemningen de seneste år vendt sig – ikke mindst i kampen om adgang til det stadig mere sparsomme vand.

Det har inden for de seneste uger resulteret i, at franske landmænd er gået i demonstration i Paris med krav om respekt og bedre forhold.

- Men det har nærmest virket modsat – hvilket er helt nyt og overraskende, siger Earl Boullenger, der igen giver medierne skylden.

Hidtil gode forhold  

Selv er han ikke i tvivl om, at de franske landmænd på mange områder har det bedre end øvrige landmænd i EU.

- Vi har kun lidt begrænsning på for eksempel N-gødskning, men regeringen har også hidtil været nem at tale med. Det samme gælder frøfirmaet, der tegner kontrakt på majsfremavl. Der mangler nemlig avlere til den arbejdskrævende hybrid-fremavl.

Majsavlerne er samlet i en organisation, som hvert år forhandler pris med frøfirmaet. Og det har ikke været svært, at få prisstigninger igennem, da der er stigende efterspørgsel på majsudsæd.

Begrænsningen ligger i at få – eller bare beholde - sin tilladelse til vanding og den stigende politiske opinion mod majsdyrkning.

  

Læs også