Der er efterhånden tradition for et velbesøgt, fagligt sukkerroemøde på Lolland straks i det nye år
Én af verdens to største forædlere af sukkerroefrø, Sesvanderhave,
inviterer sammen med tre andre firmaer igen i januar til fagligt nytårsmøde i
Restaurant Bangs Have i Maribo, hvor temaet er optimering af afkastet i
planteavlen – og hvordan vi sikre det.
Agrocom.dk ved Palle Jacobsen vil i første indlæg se på de
optimistiske muligheder, der tilsyneladende venter landbruget i den kommende
tid ud fra prisrelationerne inden for planteavl. Han vil endvidere fortælle om
de analyser, han foretager af markedet for sukker.
Med et forestående ophør af EU's kvoteordning for sukker
vil den forventede markedstilpasning blive vurderet – herunder de udsigter til
større prisudsving end tidligere set. Forventningen er, at sukkerroeprisen også
vil variere mere i sammenhæng med sukker og det øvrige råvaremarked.
Hvad gør man som sukkerroeproducenter og hvilke muligheder
har man for at optimere den praktiske dyrkning under de nye markedsvilkår.
Miljø og markedsudsigter
Firmaet KF-Miljø ApS ved Karen Feddersen vil komme med sit
indspil til, hvordan planteavleren får mulighed for at få andel i nogle af de
miljøtilskudskroner, der er i de forskellige puljer. Hvilke kriterier skal være
opfyldt, og hvad gør man i praksis for at søge?
På nytårsmødet bliver der også lejlighed til at høre Henrik
Christensen fra DLG-Øst, som vil fortælle om DLG's nye tilbud om præmiekontrakter
og prissikring af afgrøder.
Et volatilt marked kræver planteavlere, der er klar til
både handling og at sikre sig, når markedet er gunstigt for den enkelte. Vi har
de senere år set prisvariationer fra 70 kroner op mod 200 kroner for korn. Hvordan
sikrer man sig et konstant afkast, når omkostninger ofte er jævnt stigende år
for år.
Klima og vejr
Endelig vil Henrik Møller fra Sesvanderhave informere om
det nært forstående valg af roesorter og de overvejelser, der ligger i den
forbindelse. Man har de senere år set en kraftig stigning af arealer med
nematoder, og igen i år så man mange stokroer i en hel del sorter.
- Arealet med roer stiger som bekendt i 2016 atter til det
gammelkendte ca. 33.000 hektar. Det betyder, hvis antallet af stokløbere
procentuelt bliver lige så stort i 2016 som i 2015, at omkostningen til
bortlugning let kan løbe op i ni-ti millioner kroner, fortæller Henrik Møller,
som vil pege på, hvordan man undgår tab og løfter udbytterne yderligere.
Efter en let buffet overlades ordet til nytårsmødets gæstetaler,
som er meteorolog Jesper Theilgaard fra Danmarks Radio, som fortæller om El
Ninõ-fænomenet og de påvirkninger, det kan give klima og vejr både her i landet
og i resten af verden.