Svinenoteringen uændret siden jul

Også i næste uge afregnes de danske slagtesvin til 8,70 kroner pr. kg. Dermed har noteringen ligget på samme lave niveau lige siden jul.

Årsagen er, at det europæiske marked for fersk svinekød har svært ved at komme ud af vadestedet. Der er flere sælgere i markedet end købere, og der ligger et konstant pres på stort set alle delstykker.

- I den seneste uge har vi specielt set skinkerne komme under pres. Samtidig er der fortsat en svag efterspørgsel på forender, bove og kamme, mens afsætningen af nakker til landene udenfor Europa fortsat gør dem til stort set eneste lyspunkt, siger Søren Tinggaard, underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Det kinesiske marked er så småt ved at komme i gang igen efter fejringen af nytåret i sidste uge, og der er en stabil afsætning til Japan.

- Når vi ser nogle uger frem, så er det vores klare håb, at foråret kommer tidligt til i hvert fald det sydlige Europa i år. Af erfaring ved vi, at det kan sætte gang i forbruget af svinekød på blandt andet caféer og restauranter og generelt skabe lidt optimisme og lyst til at bruge penge hos forbrugerne, siger Søren Tinggaard i Danish Crowns ugeorientering.

Læs også