33 fynske DLG-millioner

Men medlemmerne får overskuddet tjent i Danmark retur, blev det oplyst ved det velbesøgte regnskabsmøde i Odense.

Efter skat tjente DLG sidste år 352 millioner kroner. Af disse er de omkring 90 millioner kroner hentet på det danske marked, mens resten er tjent i Tyskland, Sverige, Baltikum og de mange øvrige lande, hvor den store danske andelsejede grovvarekoncern opererer.

Med en overskudsdeklarering på 105 millioner kroner sendes derfor hele det danske overskud tilbage til medlemmerne – fordelt i forhold til deres samhandel med selskabet.
- Det er vi naturligvis ovenud tilfredse med, sagde formanden Niels Degnsø Jensen, da han på regnskabsmødet i Odense fornylig svarede på spørgsmål fra de 200 deltagende DLG-medlemmer om overskudsbetalingen.
- I den nuværende situation kunne man altid ønske sig endnu mere, men vi glæder os over, at den markante indtjening fra vore udenlandske selskaber kan komme danske landmænd til gavn i et sådant omfang.

Rekord på Fyn
Alene på Fyn er der hentet et nettoresultat på 33,4 millioner kroner, hvoraf en stor del derfor er på vej retur til medlemmerne.
- Det vidner om en meget veldreven forretning, roste koncernchef Kristian Hundebøll.
På mødet kunne detaildirektør Lars Thorø oplyse, at det fynske resultat er det bedste hidtil, og godt fem millioner større end i 2014. Til gengæld faldt omsætningen fra 2.066 til 2.009 millioner kroner.

Meget korn på lager
Det skyldes blandt andet den faldende kornpris, der direkte adspurgt på mødet, ikke ser ud til at ville vende, ifølge den fynske DLG-direktør.
- Dem, som vil købe korn, venter for tiden. Men jeg tror, at vi er tæt på bunden, og kan da håbe, at rygterne om mindre hvedearealer i Rusland taler sandt. Der er ganske enkelt for meget korn på lager, og I har jo selv meget liggende i laderne, som I venter med at sælge – i håbet om at det vil stige til 120 kroner.
- Men, understregede Lars Thorø, lagrene er lige nu for store til, at det kommer op i det niveau.

Læs hele artiklen i avisen LandbrugFyn, der udkommer fredag d. 11. marts.

Læs også