Trods landbrugspakke forventer miljø- og fødevareminister ikke flere slagtesvin frem mod 2020. Det overrasker NNF-formand.
Aftalen om landbrugspakken giver landmændene mulighed for at producere flere slagtesvin, da harmonikravet for slagtesvin bliver hævet fra 1,4 dyreenheder pr. hektar jord til 1,7 dyrenheder per hektar jord.
I et svar i Folketinget lyder det dog fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), at han ikke forventer, at produktionen af slagtesvin vil stige lige med det samme til trods for aftalen om landbrugspakken..
- Fødevare- og landbrugspakken giver plads til en million flere slagtesvin i forhold til den nuværende produktion som følge af, at harmonikravet for slagtesvin hæves til EU-niveau. Grundet lave noteringer og en svær markedssituation forventes produktion af slagtesvin dog ikke at ville blive øget frem mod 2020, skriver ministeren således i et svar i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg til Alternativets Christian Poll.
NNF er overrasket
Netop de flere slagtesvin var det, som slagteriarbejderens fagforening NNF især glædede sig til, da pakken i december var blevet aftalt. Forslaget om at hæve harmonikravet har NNF selv talt varmt for længe, da man mener, at der ligger tusindvis af arbejdspladser og venter, når slagterierne får flere slagtesvin.
Formand for NNF Ole Wehlast stod sågar skulder med skulder med Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V) på Folkemødet på Bornholm i 2014, hvor forslaget også blev bragt på banen.
Ole Wehlast fortæller, at han er meget overrasket over den nye melding fra miljø- og fødevareministeren om, at landbrugspakken ikke giver flere slagtesvin før 2020. Han mener, at hævningen af harmonikravet, som træder i kraft i 2017, burde få en effekt med det samme.
- Vi er overbeviste om, at det får en effekt med det samme, så jeg er meget overrasket over at ministeren skriver, som han gør. Nu kender jeg ikke Esben Lunde Larsen så godt, men han skal da også lige huske at tage »ja-hatten« på. Vi skal tro på det her, og ikke begynde at tale det ned. Her er der faktisk et initiativ, der gør, at der nu kan produceres nogle flere svin, siger Ole Wehlast, der da også har hæftet sig ved, at det at øge harmonikravet også har været efterspurgt i landbruget.
Effekt fra dag ét
Fra Danish Crown lyder det, at man ikke vil – eller for den sags skyld kan – sætte noget konkret tal på, hvor mange ekstra svin, som landbrugspakken giver. Landbrugspakken kommer dog til at bidrage positivt, lyder det.
- Hvordan landbrugspakken vil påvirke tilførslen af slagtesvin til slagterierne afhænger af rigtig mange faktorer. Det, vi hæfter os ved i øjeblikket, er, at landbrugspakken har været med til at skabe en spirende optimisme ude på landet.
- Det er helt uomtvisteligt, at landbrugspakken i hvert fald er med til at understøtte produktionen fra dag ét, siger Jens Hansen, pressechef i Danish Crown.
Tror på flere svin
Til Ingeniøren lyder der fra Alternativets Christian Poll, der har stillet spørgsmålet til ministeren, at det er problematisk, hvis landbrugspakken ikke giver øget produktion og beskæftigelse til erhvervet.
- Hvis der ikke er plusser i det her for erhvervet, så er der jo groft sagt kun de miljømæssige minusser tilbage i pakken, siger han.