Efter opkøb af flere virksomheder indenfor
landbrugsmaskinsektoren har den italienske industrikoncern Bgroup taget endnu
et skridt fremad med endnu et opkøb af 30.000 kvadratmeter produktions- og
administrationsfaciliteter i den norditalienske by Imola. Her er Bargam
sprøjtefabrikken også placeret.
Over de næste halvandet år investeres omkring 150
millioner kroner i modernisering og indretning af fabrikken. Med investeringen
trækkes en del opgaver hjem, som tidligere har været outsourcet. Dette skaber
op til 130 nye jobs på fabrikken.
Blandt andet indrettes en ny stor malerafdeling,
svejseafdeling samt anden metalforarbejdning.
Den nye fabrik skal foruden produktion af Bargam sprøjter
også producere dele og komplette maskiner til Bgroups øvrige produktsortiment.
Bredt produktprogram
I Danmark har Brdr. Toft - Sprøjtespecialisten importeret
Bargam i snart 20 år og solgt omkring 700 sprøjter primært i Danmark, men også
i Sverige og Norge.
Bargam dækker hele spektret fra små lift- og golfsprøjter
op til store selvkørende sprøjter, og har således en sprøjte der matcher
ethvert behov.
Eksporten går til mere end 25 lande, primært i Europa, men
også til Rusland, USA, Kina, Australien, Indien, Afrika og Latinamerika.
Bargams produktprogram er centreret omkring sprøjteteknologi
og komponenter til sprøjter. Men med de seneste opkøb producerer Bgroup nu også
maskiner til vinhøst, jordbearbejdning, græs, hø og halm.