Danish Crown hæver noteringen på svin med 20 øre til 9,20
kroner pr. kilo. Noteringen på søer er uændret – nemlig 5,40 kroner pr. kilo.
I torsdagens markedsberetning er det dog ikke noteringen, men derimod EU-ordningen
for privat oplagring af svinekød, der fylder mest.
- Umiddelbart vil støtteordningen lægge en bund under
priserne, men samtidig er det et helt åbent spørgsmål, hvor meget initiativet
kan løfte priserne. Det skyldes stor usikkerhed om, hvor mange slagterier der
vil benytte ordningen, og dermed hvor store mængder der vil blive taget ud af
markedet, siger underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling Søren Tinggaard således i
markedsberetningen.
Heri peger han på, at man i Danish Crown vil gøre alt for,
at ordningen får den ønskede effekt; udbuddet af kød falder, mens efterspørgslen
forbliver uændret, hvorfor man derfor kan have forhåbninger om prisstigninger.
I teorien i hvert fald:
- Men når vi sammenligner ordningen, med den vi havde i
starten af 2011, er støttetaksterne mellem 35 og 40 procent lavere denne gang.
Derfor kan jeg kan godt frygte, at en del slagterier rundt om i Europa ikke
finder ordningen attraktiv, og så får vi ikke det fald i udbuddet af kød, som
skal drive prisstigningerne.
EU-ordningen træder i kraft den 9. marts.