Firkantede regler spænder ben for en større produktion af økologisk honning, mener fødevareminister Dan Jørgensen
Der skal produceres mere økologisk honning i Danmark.
Det mener fødevareminister Dan Jørgensen (S) i hvert fald,
og NaturErhvervstyrelsen går derfor i gang med at kigge på reglerne, så
økologiske biavlere får mulighed for at finde flere arealer, hvor der kan
produceres øko-honning.
- Vi har noget af verdens bedste honning, og det er
ærgerligt, at vi ikke kan lave mere af den økologisk. I dag bliver der næsten
ikke produceret økologisk, dansk honning på grund af nogle lidt firkantede
regler. Derfor vil jeg nu se på, hvordan vi kan smidiggøre reglerne, så flere
arealer kan bruges til produktion af økologisk honning, siger Dan Jørgensen på
Fødevareministeriets hjemmeside.
Her fremgår det, at bier, som producerer økologisk honning,
ifølge en EU-forordning kun må færdes på områder, der i det væsentlige er
økologisk i tre kilometers omkreds.
Fremover vil man se nærmere på, hvor meget jord der rent
faktisk er dyrket i de økologiske områder. Hvis området for eksempel er tæt
dyrket med økologiske afgrøder, vil det være muligt at have enkelte
konventionelle marker i udkanten af områderne, hvis de ikke indeholder
afgrøder, bierne vil trække på.
- Vi skal naturligvis finde en metode, så vi ikke
kompromitterer det røde Ø-mærke, så der ligger stadig en del papirarbejde og
venter, og nogle knaster der skal ryddes af vejen, før vi har en færdig løsning,
lyder det fra fødevareministeren.
Danmark har i øjeblikket 8.000 hektar jord, der kan bruges
til økologisk honningproduktion.