Pengetank: Udkantsområder bliver ikke, hvad de har været

Direktør for RealDania, Jesper Nygård, mener, at kommunerne i de såkaldte yderområder, skal satse på landbrug, energi og turisme.

Jesper Nygård, administrerende direktør i milliardpengetanken Realdania, mener, at yderområderne i Danmark skal se det i øjnene, at de ikke bliver, hvad de har været. For indbyggerne kommer ikke igen, og det gør arbejdspladserne heller ikke, fortæller han i et interview med Jyllands-Posten.

Skåret ind til benet ser han tre fokusområder, som der skal satses på i »Udkantsdanmark«. Det er energiproduktion, fødevareproduktion og rekreation for byens borgere.

- Der er masser af potentialer i at være det sted, hvor man passer på biotoperne, hvor vi har landbrugs- og energiproduktionen, og hvor vi gerne vil tage hen på cykeltur, når vi har fri. Vores dagsorden er at hjælpe de udsatte kommuner med at tænke på en ny måde, så de ikke ender som totale tabere. Ved at ændre tankesættet kan de få gavn af nogle af de uudnyttede potentialer, som de rent faktisk har, siger Jesper Nygård til Jyllands-Posten.

I interviewet fortæller Jesper Nygård også, at han tror, at når han ser 2050 for sig, så vil de 25.000 små og store landbrug i dag vil være erstattet af 1.000 storlandbrug, hvoraf de største breder sig over flere tusinde hektarer. Andre steder vil man have indrettet sig på energiproduktion, og store arealer vil være udlagt til særlige energizoner, der kombinerer vindmølleparker med gigantiske solcelleanlæg.

Og så er der rekreationen, som også vil beskæftige en del af de borgere, der stadig bor i udkanten.

 

Læs også