Når Danmarks Kartoffelråd den 20. januar holder årsmøde på Egeskov Slot, bliver en helt speciel havemand ny kartoffelambassadør.

DR-ikonet Søren Ryge Petersen bliver nemlig føjet til listen over kendte folk – deriblandt sanger Stig Rossen – der har været udnævnt til officielle kartoffelambassadører for Danmarks Kartoffelråd. Det oplyser Kold College.

Det er 17. gang, at Danmarks Kartoffelråd afholder årsmøde siden stiftelsen i 1998. Rådet har til formål at fastholde og fremme kartoflen i det danske køkken.

Underholdningen varetages af Thomas Storm fra Den Fynske Opera og pianisten Britt Krog Grønnebæk. Dagen afrundes med en buffet, der er kreeret af elever fra Kold College.