Danni Hjortbøl passer, malker og har ansvaret for de 180 køer på Dyregård, som med 884 kg værdistof er landets højstydende jerseybesætning
Øverst på listen over højtydende jerseybesætninger står i
år Kvægbruget Gelsted I/S, men vel og mærke dets afdeling på Dyregårdsvej i
Gelsted. Besætningen på 180 jerseykøer køres helt selvstændigt af en kun
23-årig ung vestfynbo med en lidt anderledes baggrund end de fleste
jerseyavlere, som optræder længere ned på RYK-listen.
Danni Hjortbøl kommer nemlig ikke fra et landbohjem.
Interessen for kvæg fik han i stedet i en jerseystald et par kilometer fra
hjemmet i Gelsted. Det førte ham ind i landbruget og videre til en anden
vestfynsk besætning efter uddannelsen som faglært landmand i 2010.
Men allerede dengang, nu 19 år gammel, fik han til opgave
at bygge en ny mælkeproduktion op af ejerne af Kvægbruget Gelsted I/S, der
netop havde tilkøbt en tom kvægejendom efter konkurs.
Opgaven lød i første omgang på at passe de 130-140
højtydende jerseykøer, som var indkøbt hos Carl Emil Busse i Fjelsted for at
danne grundstammen i den nye afdeling på Dyregård i Gelsted.
Tidligt ansvar
Danni Hjortbøl fik også ansvaret for at starte besætningen
op i dybstrøelsesstalden, der 1. april 2011 blev flyttet fra Fjelsted til
Gelsted.
Overgangen fra sengebåsene var meget uproblematisk, husker
han. Men det var samtidig en spændende udfordring, som her snart tre år siden
er lykkes til fulde.
De samme køer, suppleret med egne kvier, går stadig i det
tykke lag dybstrøelse i den åbne stald. Og det er stadig Danni, der hver morgen
og aften malker de nu 180 køer, og har det daglige ansvar for bedriften.
Ligesom ved opstarten er det også sammen med den et par år ældre Christian
Hansen, som han deler stuehuset sammen med, samt med hjælp af fire skoledrenge
på skift.
Landets bedste
Dyregård kører som en helt selvstændig afdeling af
Kvægbruget Gelsted I/S, dog hvor alt fuldfoderet leveres fra den anden gård i
selskabet, Gelstedgård med 280 jerseykøer, i den modsatte ende af byen.
- Derved kan jeg helt koncentrere mig om »mine køer«,
lyder det fra beskedne Danni Hjortbøl.
Beskedenheden kan han dog godt pakke bort, her hvor
besætningen på Dyregård topper dette års liste over landets højstydende
jerseybesætninger med 884 kg fedt+protein.
Godt med dybstrøelse
På spørgsmålet om, hvad han gør ekstraordinært for at
oppebære en sådan ydelse, der i forhold til sidste år er steget med 70 kg
værdistof, siger han kun:
- Det, som jeg altid har gjort. De får alle det samme
fuldfoder, men selvfølgelig har det været noget rigtigt godt græs og majs de
seneste to år. Og jo, vi er begyndt også at give køerne soda-rug.
Ellers er opsyn, dyrevelfærd og management alle vigtige
parametre, som den unge vestfynbo mener, er med til at skabe gode resultater.
- Dyrene trives rigtig godt i dybstrøelsen. De har ingen
stress, og hverken dårlige klove eller andre sygdomme. Og så har jeg jo fat i
dem både morgen og aften ved malkningen.
Ingen teknik
Danni Hjortbøl går hver dag over i stalden klokken fire
for at indlede morgenmalkningen, og han malker også til aften, hjulpet af
skoledrengene.
- Derved har jeg det bedste overblik over køerne, og kan
sagtens fornemme, hvis en af dem ikke har samme mælkemængde, som den plejer,
eller om nogen af køerne skranter.
I modsætning til de fleste andre moderne stalde findes der
nemlig hverken moderne overvågningsteknik som aktivitetsmåler eller mælkemåling
i malkestalden.
Foder til rådighed
Fuldfoderet tildeles hver morgen klokken halv otte. Det
består af majs, græs, rapskager, soja, soda-rug, mineraler, kridt og salt.
Desuden får de kraftfoder, hvad der svarer til to kg pr. ko dagligt.
Flere gange om dagen sørger den unge fodermester at skubbe
foderet hen til køerne, for at de hele tiden har fuldfoder til rådighed.
Eneste nyanskaffelse er en GEA-strørobot, som på skinner
over dybstrøelsesområdet sørger for frisk halm til liggeområdet.