LandboNord og Jammerbugt Kommune markerer tirsdag starten
på et omfattende målingsarbejde, hvor flere end 100 nordjyske landmænd har
meldt sig til at deltage i en drænvandsundersøgelse.
Målingsarbejdet skal ifølge LandboNord sandsynliggøre, at
landbrugserhvervet i Nordjylland er underlagt unfair konkurrencevilkår. Hos
LandboNord peger man på, at der i hele Jammerbugt Kommune ikke findes en eneste
målestation, som kan danne grundlag for de regler, som kommunens landmænd er
underlagt.
- Vi ved, at der ikke bliver ledt nær så meget kvælstof ud
fra markerne, som myndighedernes modelberegninger antyder. Det er ødelæggende
for erhvervet, at reglerne ikke er baseret på fakta. Derfor går vi i gang med
denne omfattende opgave for at sandsynliggøre, at der er noget galt, siger
formand for LandboNord Niels Vestergaard Salling i en pressemeddelelse.
Begynder hos landmand
Heri fremgår det også, at borgmester i Jammerbugt Kommune
Mogens Gade (V) støtter op om projektet. I kommunen er godt 17 procent nemlig
beskæftiget i landbruget:
- Nogle mennesker tror, at man kun generer nogle landmænd
med det her, men i virkeligheden generer man jo en hel samfundsøkonomi.
Reglerne afskærer et helt erhverv fra et potentiale, som kan bidrage til vores
velfærdssamfund, hvis det viser sig, at de faglige modelberegninger ikke
stemmer overens med virkeligheden.
Starten på projektet markeres tirsdag hos landmand Asger
Tjell, hvor miljøfagchef i LandboNord Anna Birgitte Thing vil lave den første
måling af drænvandet.