Ved administrerende direktør Jens Chr. Hundahls reception fredag blev en ny aftale offentliggjort
HCP Nordic har samarbejdet med Same Deutz-Fahr (SDF) i
mange år om salget af Deutz-Fahr, Same og Lamborghini i Danmark og Norge.
- Nu intensiverer vi samarbejdet til også at omfatte
Finland, og det er jeg både glad og stolt over, siger administrerende direktør
i HCP Nordic Jens Chr. Hundahl.
Aftalen blev offentliggjort ved en reception fredag i
anledning af Jens Chr. Hundahls 50-års fødselsdag.
Samtidigt med aftalen om at repræsentere SDF i Finland har
HCP Nordic underskrevet en ”langtidsholdbar” kontrakt med SDF.
- Skåret helt ind til benet, betyder det, at SDF har valgt,
at den fremtidige distribution af deres traktorer foregår via en importør i
Norden, fortæller Johnny Hansen, der leder HCP´s SDF Team – og som nu får endnu
større geografisk område at arbejde i:
- Vi har samlet et team af dedikerede traktorfolk på tværs
af organisationen her i Krogager, Norge og Finland, så vi kan udnytte vores
kompetencer optimalt. Det vil være en stor støtte for arbejdet i Finland.
Samtidigt påpeger han, at der med udvidelsen af
markedsområdet følger en lang række fordele for de eksisterende markeder blandt
andet på grund af den stigende volumen og gennemstrømning af traktorer og dele
i logistikcenteret i Krogager.