Sundhedsminister Nick Hækkerup vil genindføre regel om, at gårde hvor ejeren ved der er MRSA CC398 i besætningen, ikke må være besøgsgård
Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) fortalte onsdag på et
åbent samråd om MRSA på Christiansborg, at regeringen nu vil genindføre et påbud
om, at gårde, hvor ejeren ved, at der er MRSA CC398 i hans besætning, ikke
længere kan fungere som besøgsgård.
Sundhedsministeren forklarede, at den tidligere
VK-regering i 2008, selv indførte en regel om, at en gård ikke måtte bruges som
besøgsgård, hvis der var MRSA i besætningen.
- Dengang blev det indført som et forsigtighedsprincip,
fordi der var meget lille viden om det. I dag ved vi, at der er meget lille
risiko for at blive bærer af svine-MRSA, hvis man har et besøg af en kort
varighed. På den anden side kan vi også konstatere ud fra tallene, at antallet
der er smittet med svine-MRSA er voldsomt stigende. Derfor synes jeg, at
forsigtighedshensyn tilsiger, at vi genindfører forbuddet på gårde, hvor man
ved, at der er smittet med svine-MRSA, sagde Nick Hækkerup.
Hvordan det skal gøres vil sundhedsministeren nu indlede
en dialog med fødevareminister Dan Jørgensen om.
- Men jeg tror ikke, at der er en endegyldig løsning, hvor
vi kan lave en registrering af alle de gårde med MRSA, sagde Nick Hækkerup.