Engelsk traktorfabrik fejrer 50-års jubilæum

Uafbrudt gennem 50 år har der været produceret traktorer på CNH's fabrik i engelske Basildon

Traktorfabrikken i Basildon er CNH-koncernens sidste og eneste traktorfabrik tilbage i Storbritannien. Her er der uafbrudt siden 15. maj 1964 bygget traktorer, hvorfor New Holland fabrikken nu kan fejre sit 50-års jubilæum.

En nylig modernisering af fabrikken, sendte anlægget, der nu er en ren samlefabrik, op i den industrielle superliga, World Class Manufacturing (WCM), der er et internationalt anerkendt koncept, hvor den højeste kvalitet kombineres med en ekstraordinært fokus på at undgå spild.

Ved fejringen af 50 års jubilæet oprullede New Hollands direktør, Carlo Lambro, mærkets historie med vægt på innovation og virksomhedens aktuelle succeser på markedet, mens Basildon-fabrikkens daglige leder, Colin Larkin, præsenterede historien om engagement og løbende forbedringer, der har gjort fabrikken til en så stor succes for britisk produktion.

Carlo Lambro fremhævede New Hollands lange historie med innovation og virksomhedens stærke relationer til landmænd i hele verden, hvilket har givet mærket dets stærke position på markederne.

Satser på udvikling

Carlo Lambro understreger betydningen af, at der er en opbakning fra det globale CNH Industrial, der er selskabet bag New Holland og som investerer mere end 1.200 millioner dollars om året i forskning og udvikling.

Samlet har CNH 6.300 medarbejdere engageret i innovation og råder i dag over 7.700 registrerede patenter.

CNH-gruppen omsatte alene i første kvartal 7,5 milliard dollar, blandt andet takket være New Hollands aktuelle og positive præstationer.

Stigende salg i UK

For hele New Holland brandet spiller lanceringen af nye modeller som for eksempel T8 Auto Command traktorerne, mejetærskerne CX7000 og CX8000 Elevation, Roll-Belt ballepresserne og FR finsnitterne en afgørende rolle.

Salget af New Holland traktorer stiger i Storbritannien, og her er det særligt T6 og T7, produceret i Basildon, der sælger godt.

WCM, der er baseret på japanske produktionsprincipper, har spillet en vigtig rolle for Basildon-fabrikken, fordi systemet baserer sig på mennesker, på deres kompetencer, på skabelse af viden og på, at alle hele tiden bidrager intensivt. Det er en succes, fordi det handler om at holde alt enkelt og skabe et gennemsigtigt system.

Med WCM-metoden kan fabrikken håndtere kompleksitet. Basildon-fabrikken producerer i dag 14 traktorserier, 133 modeller og i 12.000 forskellige konfigurationer. Ikke to traktorer, der ruller af samlebåndet, er helt ens.

Læs også