Den høje tillid til danske fødevarer i eksempelvis Kina kan udnyttes i øko-regi, mener administrerende direktør i L&F Søren Gade
Regeringen har et mål om en fordobling af det økologiske
areal i 2020.
Og det mål kan lade sig gøre. Men det kræver, at der
bliver skabt en bedre arbejdsgang og øget kendskab til de danske økologiske
varer ude i verden. Det mener administrerende direktør i Landbrug &
Fødevarer (L&F) Søren Gade, som siger, at L&F bakker op om målet:
- Vi arbejder aktivt for at være med til at nå det mål, og
vi tror på, at det kan lade sig gøre. Men det kræver, at vi får solgt endnu
flere økologiske varer – både herhjemme, men især også på eksportmarkederne.
Sammen med vores medlemmer arbejder vi målrettet med afsætningsaktiviteter, der
skal skabe bedre markedsadgang og øget kendskab til de danske økologiske varer
ude i verden.
- Det drejer sig både om aktiviteter rettet mod vores
nabolande såsom Tyskland og Sverige, men også om at udnytte den høje tillid,
der er til danske fødevarer i lande som Kina, hvor flere og flere mennesker er
begyndt at interessere sig for grønne og økologiske indkøb, lyder det fra Søren
Gade.
Bedre rådgivning
Men hvis eksporten af økologiske varer skal stige, så skal
den danske økologiske produktion også hele tiden udvikles, vurderer han:
- Derfor arbejder vi konstant på at forbedre rådgivningen
til de økologiske landmænd. Vi har mere end 70 økologikonsulenter på landsplan,
der både rådgiver landmændene og bringer ny viden i spil på økologiområdet. Og
vi er dygtige til økologi i Danmark, men er man verdensmester i noget, så skal
man hele tiden kæmpe for at blive ved med at bevare den position.