Rekordoverskud kan give løftet pegefinger fra EU

2013 bød på danmarkshistoriens største overskud på betalingsbalancen. Dermed kan Danmark blive tvunget til at sætte gang i væksten

Et betalingsbalanceoverskud i 2013 på 133,9 milliarder kroner er ny rekord.

Men overskuddet er nu så højt, at det overskrider EU’s grænseværdi på seks procent af BNP – og det kan føre til en henstilling fra EU om at nedbringe danmarkshistoriens største betalingsbalanceoverskud. Det skriver Børsen.

En henstilling fra EU kan dermed tvinge Danmark til at sætte gang i væksten – eksempelvis ved at sætte mere gang i investeringer og privatforbrug gennem skattelettelser.

Cheføkonom i LO Jan Kæraa Rasmussen opfordrer direkte til, at danske virksomheder investerer mere:

- Virksomhederne kan roligt investere meget mere, end de gør i øjeblikket. Det har dansk økonomi plads til, siger cheføkonomen til Børsen.

Det rekordstore overskud på betalingsbalancen anses ifølge Børsen som et problem, fordi summen af hele verdens betalingsbalance pr. definition skal være nul. Et dansk overskud betyder dermed et underskud i andre økonomier.

Læs også