Der er kapacitet nok i finanssektoren til at låne penge ud, fastslog landbrugschef i Nordea, Søren Porsbjerg i et indlæg på Svinekongressen i Herning.

Her understregede han også, at det ikke kun er den bedste tredjedel af svineproducenterne, som har mulighed for at finansiere bedriftens udvikling.

- Der er altså også finansiering til landmænd uden for den bedste tredjedel. Og det mener jeg også, at der skal være. Hvis der skal være et erhverv, hvor kun den bedste tredjedel udvikler sig, så tror jeg, at strukturudviklingen kommer til at gå lidt for hurtigt, og der er altså rigtig mange i middelgruppen, som klarer sig generelt set pænt og som har en god kreditværdighed, sagde Søren Porsbjerg.

Mark Grossman fra salen spurgte:

Hvad er en dygtig landmand? Hvordan måler man det?

Svaret fra Søren Porsbjerg var:

- Ham, der er dygtig til at producere, er et stykke derhen af, for han får det optimale ud af det produktionsapparat, han har. Næste spørgsmål er så, om han er dygtig til at drive virksomhed. Der er mange parametre, der er med til at bestemme det.

- Hvis man nu sagde, at man kunne definere, hvad en dygtig landmand er – eksempelvis grise pr. årsso eller dækningsbidrag pr. slagtesvin – har vi to landmænd, der er lige dygtige målt på de parametre, og den ene har en negativ egenkapital og den anden har en positiv egenkapital, så er ham med den positive egenkapital den mest interessante for mig at finansiere.

Tænkt eksempel

- Omvendt, hvis vi har en udygtig landmand med en egenkapital på 50 procent og en dygtig landmand med en egenkapital på 20 procent, hvem vil jeg så helst finansiere?

- Hvis jeg nu tror rigtig meget på, at udsigterne for dansk landbrug er gode, og at vi har nået en bund i ejendomsmarkedet og måske har en lille stigning i øjeblikket, så tror jeg faktisk, at jeg hellere vil finansiere den dygtige med en gældsprocent på 80 end den udygtige med en gældsprocent på 50, lød det fra bankchefen.

Læs mere i Effektivt Landbrug torsdag.

Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.