Provokerende firma fylder 25

Indkøbsforeningen 3S blev stiftet den 1. juli for 25 år siden som en provokation overfor den etablerede foderstofbranche

- 3S startede som en provokation.

Sådan lyder det fra indkøbsforeningen 3S, som fylder 25 år på mandag den 1. juli, og som i dag betegner sig selv som landbrugets største indkøbsforening.

- For 25 år siden gjorde hollandske svineproducenter flittigt brug af billigt importeret foder som blandt andet tapioka. Samtidig var deres danske kolleger henvist til at bruge meget dyrere korn, for der var ikke i den danske foderstofbranche interesse for at hente de alternative fodermidler hjem.

- Derfor havde danske svineproducenter det svært i konkurrencen med blandt andet hollandske svineproducenter, og det var baggrunden for, at en flok svineproducenter med Aage Jacobsen, Kalundborg, i spidsen selv tog initiativ til at importere en skibsladning tapioka.

Det blev starten på etablering af indkøbsforeningen 3S, som den 1. juli har 25 års jubilæum.

- Vi kan ikke leve af fortidens succeser, men det er til inspiration for fremtiden, at vi af 3S's første 25 år i markedet kan lære, at når vi sammen sætter os nogle mål, så kan det lykkes, skriver Per Bach Laursen, formand for 3S a/s, i sit forord til en bog, som er udgivet i anledning af jubilæet.

3S har i dag cirka 1.500 kunder, hvoraf godt 800 også er aktionærer og indkøbsgruppemedlemmer.

Læs også