Omdrejningspunktet for dyrskuet i Hjørring er - og har altid været - dyrene. I år er der tilmeldt over 800 dyr
LandboNord byder igen i år alle interesserede fra land og
by til Hjørring Dyrskue fredag den 21. og lørdag den 22. juni.
Her vil der være mulighed for at opleve den gode stemning,
at få en snak med landmanden og opleve nogle af de mange aktiviteter for både
store og små.
Siden 1845, da det første Hjørring Dyrskue blev holdt, er
der sket en rivende udvikling af dyrskuet.
- Men ikke alt er lavet om, for det er stadig dyrene, der
er i centrum for dyrskuet, lyder det fra arrangørerne.
Der er i år tilmeldt mere end
800 dyr til skuet inden for kategorierne malkekvæg, kødkvæg, heste, får,
kaniner, høns og andet fjerkræ.
Men i år er der samtidig mere
fokus på danske kvalitetsfødevarer, end der har været de tidligere år.
- Årsagen er, at vi gennem en publikumsundersøgelse er
blevet bekræftet i, at det især er fødevarer, som dyrskuets gæster er
interesserede i, lyder det fra arrangørerne, der har en del mad-relaterede
indslag på programmet.
Det gælder Madbazaren, der har ti års jubilæum i år,
TV-kokken Adam Price, Webers Event Team, Danish Crown, Food College Aalborg og
Madteater ved kok Henrik Bjørklund.