En gris mere pr. årsso batter ikke i forhold til 1 krone mere på noteringen, påpeger fynsk svineproducent.
Der er brug for et bondeoprør. Og det skal være nu. Det mener Jan Lindemann, Hundslev, der aktuelt driver en svineproduktion med 325 søer og produktion af 6000 slagtesvin.
- Vi er nødt til at tjene penge. Det må vi sige højt og klart til slagterierne. For der er kun én ting, der for alvor batter i pengekassen, og det er en notering, der afspejler produktionsomkostningerne. Vi kan ikke leve af en notering på 9,30. Der skal flere kroner på bundlinjen, understreger den østfynske svineproducent, som peger på, at landbrugets omkostninger er steget eksplosivt i forhold til indtjeningen.
- I 2006 fik jeg 755 kroner for et slagtesvin. I 2010 fik jeg 740 kroner. I samme periode er landbrugets omkostninger steget 12 til 18 procent, og det er det, der gør, at tingene ikke længere hænger sammen, siger Jan Lindemann og peger på, at ejerens aflønning samt penge til vedligeholdelse og privatforbrug ikke er steget tilsvarende.
Vi er nikkedukker
Svineproducenterne skal tjene penge, før slagterierne tjener penge, mener svineproducenten, som slår fast, at landmændene ikke mere kan effektivisere sig ud af den indtjeningskrise, som erhvervet står i.
- Jeg har en bekendt, som har 750 søer med 7 kg's produktion. I øjeblikket kører han med et millionunderskud. Hvis han producerer 1 gris mere pr. årsso, så tjener han 170.000 kroner mere om året, men hvis noteringen stiger 1 krone, så får han 700.000 kroner mere i kassen. Selv om han kunne producere 6 grise mere pr. årsso, ville han ikke komme ud af sit underskud, påpeger Jan Lindemann.
- Det er simpelthen så frustrerende. Vi landmænd bliver simpelthen nødt til at stå sammen, så vi kan få ændret tingene. I dag bliver vi dikteret, hvad vi kan få for grisen, vi bliver dikteret, hvad vi kan få for vores korn, og vi bliver dikteret, hvad vi skal betale i renter.
- Det er kun bønder, der finder sig i sådan en behandling. Vi må jo være nogle nikkedukker, mener den nordøstfynske svineproducent.
Opgør med fagforeningerne
Jan Lindemann leverer sine grise til Slagteriet Brørup, men peger på, at Danish Crown, der nærmest dikterer noteringen i Danmark, aldrig har betalt primærproducenterne, hvad det koster at producere en gris.
- Det er fagforeningerne, der bestemmer på slagterierne, og det må vi gøre op med. Vi kan selv vælge, om vi vil slås med de danske slagteriers organisation og slagteriarbejderne, eller vi vil dø. Hvis ikke vi tager kampen op, så dør vi, siger Jan Lindemann, som mener, at slagterierne i første omgang må tage en alvorlig dialog med fagforeningerne og fortælle dem, hvordan tingene hænger sammen.
Hvis ikke det hjælper, må slagterierne få udenlandsk arbejdskraft til at slagte de danske grise.
- De danske slagteriarbejdere strejker på de tidspunkter, hvor de ved, de rammer os allerhårdest. De signalerer i virkeligheden, at de ikke kan lide deres arbejdsplads. Deres strategi er at trykke os så meget, som de overhovedet kan.
- Når de presser os på den måde, så må vi tage fløjlshandskerne af og presse igen.
Slagterier underbyder hinanden
Hvis ikke der sker noget, så dør dansk slagteri ifølge Jan Lindemann den samme død, som Lindøværftet har lidt.
- Det må være sådan, at primærproducenterne tjener penge. Ellers går det, lige som det er gået værftet, hvor de faglige organisationer også stod stærkt. Nu kan vi se, at Mærsk bygger 10 nye store containerskibe på et værft i Østen. Det er da noget møg, mener den fynske landmand, som er træt af at høre på slagteriernes forklaringer.
- Slagterierne siger, at de tænker langsigtet, men de har ikke bevist, at der kommer noget ud af deres langsigtede strategi. Imens sidder mange primærproducenter aktuelt i en situation, hvor de tænker 14 dage frem for at undgå en tvangssituation. Det er simpelthen uværdigt, siger Jan Lindemann, som peger på, at slagterierne må tage sig voldsomt sammen.
- Slagteriet Brørup leverer en del grise til det australske marked, men nu er Danish Crown gået ind og har underbudt det hele. Det er jo fuldstændig vanvittigt, at to danske slagterier underbyder hinanden på det australske marked. Der er jo kun én til at betale underprisen – og det er den danske landmand, påpeger Jan Lindemann.
- Så lad os gøre noget ved det, opfordrer han.
Sætter gården til salg
Den nordøstfynske svineproducent understreger, at det ikke er sin egen overlevelse, han kæmper for. Han har foretaget sit valg.
- Jeg sætter min ejendom frivilligt til salg i løbet af efteråret. Min gæld er nogle millioner for høj. Jeg kan sagtens servicere gælden, men jeg har ingen mulighed for at afdrage gælden til banken. Det betyder, at jeg ingenting har til pension, og den situation vil jeg ikke sætte mig selv og min familie i.
- Jeg har arbejdet hele mit liv – og vi snakker ikke om 37 timer om ugen. Så nu synes jeg, at nok er nok, siger Jan Lindemann.