NY UDSTILLER: Peter Hoffmann, Sørvad, udstiller på Aulum Dyrskue for at støtte op om den røde malkerace.
Peter Hoffmann, Store Horslund i Sørvad ved Holstebro, har egentlig nok at se til. Han har en bedrift med 150 malkekøer, den ene halvdel er røde, den anden sortbrogede, og planteavl med græs og majs på 104 hektar.
Derfor havde han ingen planer om at skulle udstille på Aulum Dyrskue.
- Jeg keder mig ikke til daglig, selvom vi er godt bemandet med gode folk, siger mælkeproducenten, der har to ansatte.
Men det ændrede sig, da en RDM-kollega spurgte, om han ikke ville bakke op om RDM-udstillingen på dyrskuet. Kollegaen syntes nemlig, det var så ærgerligt, at de ikke var flere.
Peter Hoffmann allierede sig derfor med en af sine tidligere ansatte, Carsten Lindberg, som er meget kvægavlsinteresseret.
- Så gik vi og klogede lidt i det og fandt tre køer, der skal udstilles i år. Så må vi se om dommeren er enig med os, siger han med et smil.
De blev enige om at tage en fjerdekalvs Orraryd-datter, en førstekalvs K Lens-datter og det blev også til, at de meldte en sortbroget ko, en førstekalvs RGK Flak-datter, til. Ingen af køerne har været udstillet før.
Ikke kun gamle bønder har røde køer
Peter Hoffmann vil gerne være med til at reklamere for de røde køer. Han købte sin ejendom i fri handel i 2000, og i 2002 blev den lagt sammen med hans fars ejendom, og der blev oprettet et I/S indtil 2007, hvor Peter Hoffmann overtog det hele.
Peter Hoffmanns far, Johannes Hoffmann, havde røde køer, og da der ikke var dyr på Store Horslund, da Peter Hoffmann overtog den, købte han også røde køer ind. Johannes Hoffmann, der gik meget op i avl, har tidligere haft Ringkøbing Amts højest ydende ko.
Peter Hoffmann købte dog også sortbrogede køer. Både fordi de var nemmere at finde og for at give lidt mere mælk.
- Men de røde er stærkt på vej med hensyn til ydelsen, siger Peter Hoffmann om besætningen, der i gennemsnit ligger på 10.150 kilo energikorrigeret mælk.
Han er glad for den røde ko. Den er stærk i ben og krop, har en god yversundhed og et dejligt, roligt temperament, mener han.
Derfor vil han gerne bevise, at den røde ko fungerer godt. Især fordi antallet falder hvert år, og fordi han ofte møder holdningen, at det kun er gamle bønder, der har røde køer.
Et stort arbejde
Til at hjælpe sig med at reklamere for den røde ko på dyrskuet, har han skolepigen Carina Birkkjær, der lige nu træner køerne. Carsten Lindberg, der også hjalp med at udtage køerne, gør dem klar med klip og vask.
Og det er et stort arbejde.
- Man finder ud af, at det ikke bare er ligetil at trække en ko til dyrskue. Det betyder meget, at jeg har nogen til at hjælpe. Så bliver det meget mere overskueligt, siger Peter Hoffmann, der gerne betakker sig for selv at trække køerne på dyrskuet.
Dog trækker det lidt i ham at komme på dyrskue.
- Når dyrene først er kommet af sted, så vil man da gerne se, om man ikke kan vinde, siger han med et smil.
Mælkeproducent Peter Hoffmann solgte i 2008 hele fire RDM tyrekalve efter to forskellige mødre til kvægavlsforeningen Viking. Den ene af mødrene er en fjerdekalvsko efter Jurist med Leader til morfar. Dens afkom er lige nu til afprøvning.
- Så har man også prøvet det, siger han med et smil.
Koen har han købt hos Henning Høj i Hosager. Lige nu er den gold, og det ærgrer Peter Hoffmann, der ellers gerne ville have udstillet den på Aulum Dyrskue for at se, hvordan koen ville begå sig på et dyrskue.