Landmand med mange jern i ilden
FAMILIEFORETAGENDE: Ulla og Flemming Christensen driver et landbrug med 50 moderfår. De har en velassorteret gårdbutik og vejbod, og om vinteren rydder Flemming sne på øens veje - og så er han graver ved Avernakø kirke.
Flemming Christensen er landmandssøn fra Avernakø. Han er født og opvokset på Stendyssegaard og har tidligt hjulpet til - især var han glad for markarbejdet. Han kom i gartnerlære i Aastrup og senere på Højagergaard i Millinge. I 1995 vendte han tilbage til Avernakø, hvor han sammen med hustruen Ulla erhvervede Petersminde, hvor de slog sig på fåreavl.
Til gården hører der seks hektar, som dels leverer græsning til 50 moderfår og 70 lam, og dels giver plads til grøntsager, kartofler og bær.
Gårdbutik
- Vi sælger en stor del gartnervarerne direkte som stalddørssalg gennem hele sæsonen, siger Flemming Christensen. Vi har også en vejbod til selvbetjening, men ellers er fåreavlen det, der året igennem tager mest tid.
- Når lammene skal slagtes, så foregår det hos slagtermester Stephan Andersen i Vester Hæsinge. Han slagter og opskærer vores dyr, og han sørger for nedfrysning. Vores produktion kan ikke bære de omkostninger, der er ved selv at foretage indpakning og dybfrysning. Kravene fra fødevaremyndighederne er for store for os, men ordningen med Stephan Andersen fungerer også fint.
- Vi er helt med på, at der skal stilles krav til både producenter, slagterier og distributører, siger Flemming Christensen. Jeg er sikker på, at det i det lange løb giver os mindre producenter nogle fordele. Vi kan udvikle specialiteter og levere produkter af høj kvalitet, som kunderne har tillid til. Det er vores mål at udvide besætningen hvert år, så vi kommer op på omkring 200 moderfår.
Smagen af Fyn
- Der tales somme tider om at gøre hele øen økologisk. Det tror jeg ikke rigtig på kan lade sig gøre, men vi kan jo fint undlade eller reducere brugen af kunstgødning. Det gør vi. Vi ved godt, at der er en stigende efterspørgsel efter økologiske produkter, men der er heldigvis også plads til, at vi, der tænker i dyrevelfærd og minimerer brugen af kunstgødning, også kan være med.
- Vi har netop indgået en aftale med Caroline Penhoat, der har en specialforretning i Odense, og som sidder i bestyrelsen for »Smagen af Fyn«, om levering af fire lam nu og 10 til august. Vi markedsfører vores lammekød som »Avernakø Lam« gennem Smagen af Fyn og på vores hjemmeside på internettet.
Dage og uger går for Flemming Christensen med at passe fårene. Der skal ses efter, og der skal flyttes rundt på dyrene på strandengene rundt om på øen. For tiden skal der også bruges tid på et staldbyggeri til fårene, der er robuste blandingsracer med fokus på godt dansk lammekød. De eksisterende bygninger ligger for lavt og udsat for vind og vejr, så nu bygges der højere oppe i tilknytning til gårdens øvrige bygninger.
- Ja, så er jeg jo også graver ved Avernakø kirke, siger Flemming Christensen. Og det er mig, der skal sørge for, at vi kan komme rundt på øen om vinteren. Jeg har for tiden opgaven med at holde veje farbare, når sneen kommer.
Morgenduelige fåborgensere kan hver anden dag året rundt se en af Arlas mælkebiler svinge ind på havnepladsen i Fåborg og tage færgen lidt i klokken otte til Avernakø. Bag rattet i den skræddersyede mælketankvogn sidder de fleste dage Arnold Hansen fra Vejle-Allested.
- Det er en fin tjans at slutte af med, siger Arnold Hansen. Jeg holder om et par år, så jeg føler det som et privilegium at få turen her. Min tankvogn er ikke den største, men afpasset efter målene på færgen og til at kunne tanke Lyø-bøndernes produktion på 11.000 liter råmælk.
Arnold Hansen har taget næsten hele strukturudviklingen i dansk mejeribrug med, idet han har været bindeleddet mellem mælkeproducent og mejeri i godt fyrre år.
Omkring Avernakø
Færgeplanen er sådan skruet sammen, at den tidlige afgang fra Fåborg først lægger til på Avernakø, og der læsses turister og andet godtfolk af. Biler til Avernakø holder i færgens højre vognbane, mens der i venstre vognbane holder de køretøjer, der efter et kort ophold på Avernakø fortsætter rundturen til Lyø, hvor også Arnold Hansen tager videre på arbejde.
På Lyø henter han ø-mælk hos gårdejer Christian Ellekilde, der har en jerseybesætning på 100 årskøer. De afleverer mellem 3000 og 3700 liter mælk til Arla. Kollegaerne på Lyø Hans Henrik Bøgebjerg og Bjarne Hansen har SDM. og Jørgen Bjerregaards besætning er jersey. Tilsammen er den daglige mælkeproduktion på godt 5000 liter.
- Vi har alle en konventionel produktion af mælke, siger Christian Ellekilde. Skulle vi overgå til økologisk produktion, så skulle vi dels blive enige. og vi skulle have Arla til at afhente vores produktion. Det vil ikke kunne lade sig gøre for tiden, idet mælketankvognen så skulle hente yderligere økomælk på fastlandet og bringe det til et nærliggende mejeri, så det er ikke på dagsordenen lige nu at diskutere økologi hos os.