FAF: Efter rekordår med nettoresultat på 180 millioner kroner har DLG kunne udbetale 72 millioner kroner til medlemmer. En god andel går til Fyn efter endnu et flot resultat hos FAF.
Selv om der var tale om rekordstore resultater i såvel moderselskabet DLG som i fynske DLG/FAF, der samtidig er koncernens omsætningsmæssige største afdeling, så var jubelscenerne meget afmålte, da de fynske medlemmer i den store andelsgrovvarevirksomhed i forrige uge var indbudt til kredsrepræsentantskabsmøde på hovedkontoret i Odense. Årsagen var naturligvis den meget anstrengte økonomi, som landbruget oplever netop nu.
- Det er nu engang bedst for en handel, hvis det går økonomisk godt for begge parter. Derfor er det ikke tiden, at der bliver strammet op på hverken gødningsaftalerne eller betalingerne. Tænk mere på landmændene i denne situation, lød opfordringen fra gårdejer Flemming Knudsen, Åsum, efter regnskaberne grundigt var præsenteret af ledelsen ved mødet.
Formanden for DLG, Niels Dengsøe Jensen, forklarede, at det er meget vigtigt med stærk risikostyring, men samtidig understregede han, at pengene i et godt og velfungerende andelsgrovvarefirma vender tilbage til landbruget.
- Hvem husker ikke de gode KFK-tider, hvor flere hundrede millioner dengang gik i lommerne på selskabets norske aktionærer. Gennem rationaliseringer, således også ved netop købet af KFK har den danske grovvarebranche rationaliseret 600-700 millioner kroner og med de seneste tiltag med Aarhusegnens Andel har vi i de seneste syv år hentet over en milliard kroner i rationalisering til glæde for de danske landmænd.
Laveste prisniveau
- Samtidig, fortsatte formanden, så har I fået bedre foder, og samtidig en fortsat intens konkurrence og dermed det laveste prisniveau.
Dette sidste underbyggede Niels Dengsøe Jensen med Konkurrencestyrelsens seneste intense granskning af den danske grovvaresektion i forbindelse med godkendelsen af DLG og Danish Agros overtagelse af Aarhusegnen efter betalingsstandsningen.
- Her har vi fået sort på hvidt, at der konkurrencemæssigt ikke er noget at komme efter, og rent faktisk er foderprisniveauet blandt de laveste i hele Europa.
Udenlandsk fortjeneste
Forinden havde DLG-formanden fortalt, at overskuddet i 2009 på 179,7 millioner kroner var selskabets hidtil bedste, og ud af den samlede omsætning på 34,1 milliarder kroner er kun 43 procent hentet i Danmark. For blot ni år siden stod DLG's udenlandske aktiviteter kun for 9 procent af omsætningen. Især er vækst sket i Tyskland, hvor tonnagen blev øget med 18 procent.
Efter det flotte 2009-resultat har DLG's repræsentantskab besluttet en bonusudbetaling på 40 procent, og dermed sendes 71,9 millioner kroner tilbage til landmændene.
Med den store samhandel på Fyn bliver der en samlet check til de fynske FAF-medlemmer på tæt ved 10 millioner kroner.
Kornmodtagelse fordoblet
Afdelingsdirektør Lars Thorø gennemgik overfor de 140 fremmødte medlemmer de fynske tal for 2009. DLG/FAF opnåede en samlet omsætning på 1,67 milliarder kroner mod 1,87 milliarder året før. Den samlede solgte tonnage excl. kalk nåede op på 929,9 tons eller mere end 200.000 tons mere end året før.
Samtidig fremhævede han en ekstrem udvikling i kornmodtagelsen. På under ti år er den fordoblet til 501.000 tons, hvoraf alene de 317.000 tons blev modtaget i høsten.
- Og det er vel at mærke sket med få udvidelse af vore faciliteter, påpegede Lars Thorø.
Nettoresultatet for DLG/FAF blev i 2009 på 26,1 millioner kroner mod 28,2 millioner året før.
- Det er vi godt tilfredse med, situationen og konkurrence taget i betragtning, lød det fra FAF-direktøren.