Økologisk jordbrug kan øge jordens evne til at binde CO2, siger jordbrugsforsker, som mener, at opbygningen af kulstofpuljer skal godkendes i nye kulstof-kredit systemer.
Humus i jorden fungerer som kulstof-magnet. Jordens totale humusmængde indeholder to-tre gange det samlede indhold af kulstof i atmosfæren, og det har potentiale til at binde cirka 10 procent af de menneskeskabte CO2-udledninger, hvis man nedmulder halm, bruger husdyrgødning og reducerer jordbearbejdningen.
Det mener Andreas de Neergaard, som er lektor på Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Han har undersøgt sammenhængen mellem økologisk produktion og drivhusgasser og vurderer, at økologisk jordbrug kan komme til at spille en vigtig rolle.
Landmænd skal belønnes
- Det er netop i de økologiske systemer, at man ser en mere udbredt anvendelse af organiske gødningskilder, og hvor der lægges vægt på opbygningen af jordens frugtbarhed. Det vil i praksis oftest sige humusindhold, skriver han på Øko-bloggen på videnskab.dk, hvor en gruppe planteforskere fra Det Biovidenskabelige Fakultet blogger om den seneste viden om økologisk jordbrug.
Opbygningen af kulstofpuljerne på landsbrugsjord er ikke godkendt i det nuværende kulstof-kredit system, men han mener, at der er god grund til at arbejde hen imod, at landmænd gives et ekstra incitament til at øge jordens kulstofpulje.
- Den helt store udfordring er at udvikle en form for kontrol eller certificeringssystem, som kan koble øko-bønders dyrkningsmetoder til det globale kulstofmarked, understreger han.
U-landsøkologi godt for klimaet
Spørgsmålet om, hvorvidt det økologiske jordbrug kan konkurrere på klimaeffektivitet, kommer ifølge Andreas de Neergaard an på, hvilket system man ser på.
- I udviklingslandene, hvor der er en begrænset mekanisering af jordbruget, er der ingen tvivl om, at det økologiske jordbrug er langt mere energieffektivt. Det skyldes primært, at kunstgødning koster så meget energi at fremstille. Kombinationen af et langt lavere energiforbrug og opbygning af kulstofpuljerne i jorden, gør disse systemer til langt mindre klimabelastende end de konventionelle modstykker, fastslår han.
Det centrale er jordkvalitet
Bedre jordkvalitet giver mindre CO2-udledning og større udbytter.
- Den største effekt af kulstofopbygningen vil være de udbytteforøgelser, som kan opnås ved en forbedret jordkvalitet. Det største kulstoflagringspotentiale findes på de mest udpinte jorde, og dem finder man primært i udviklingslandene. Det skønnes at cirka 80 procent af kulstofbindingspotentialet findes i udviklingslande.
Problemet i Afrika er ikke tørke, men faldende jordkvalitet.
- Størstedelen af de klimaeffekter, vi ser på landbrugsudbytterne i Afrika, kan tilskrives faldende jordkvalitet. Problemet er ikke, at der kommer en tør periode på 14 dage midt i vækstsæsonen. Problemet er, at hvor jorden tidligere kunne lagre vand til 21 dages tørke, kan den nu – på grund af faldende humusindhold – kun holde vand til 12 dage. Dyrkningssystemerne bliver dermed meget mere følsomme over for udsving i klimaet, konkluderer Andreas de Neergaard.
I det svenske økologimærke stilles allerede nu krav om energiforbruget hos økologerne.
- Det er klogt, for klimamærker på fødevarer er lige om hjørnet. Og det er godt, for der ligger en del overraskelser og gemmer sig dér, fortæller Andreas de Neergaard og henviser til en undersøgelse, der dokumenterer, at den ofte udskældte oversøiske transport er helt ubetydelig klimamæssigt set.
- For eksempel koster det mindre energi at sejle appelsinerne fra Rio til Rotterdam, end det koster at køre juicen fra Hamborg til København. »Køb lokalt«-dogmet holder heller ikke, hvis vi taler om grøntsager produceret i drivhuse om vinteren. Så er det næsten bedre at køre dem op fra Italien på en Vespa, pointerer han.