Tyve har af to omgange stjålet 368 hanner, hvoraf en tredjedel var udset til avlsdyr. Samlet værdi omkring 150.000 kroner.
Natten til onsdag havde minkavler Hanne Madsen besøg af tyve, som stjal 127 hanmink fra hendes farm i Allerup ved Odense. Og det var ikke første gang, de ubudne gæster var på spil. Blot en uge tidligere sprang tyvene også over hegnet til hendes minkfarm og stjal 241 hanmink.
Cirka en tredjedel af de i alt 368 stjålne dyr var udset til avlsmateriale.
- Det er meget irriterende at miste sine avlsdyr. Hvis tyvene bare havde taget de dyr, som alligevel skulle pelses, så dækker forsikringen trods alt det økonomiske tab. Men når det er avlsmaterialet, de tager, så er det noget, man har arbejdet med og bygget op over en årrække, siger en ærgerlig Hanne Madsen, som driver tre minkfarme med en samlet produktion på 50.000 minkskind om året.
Den fynske minkavler aner ikke, hvem tyvene er, men hun er sikker på, at det er de samme tyve, som har været på spil begge gangene, og at der er tale om fagfolk, som ved, hvad de har med at gøre.
- Tyvene er bevidst gået efter de største og bedste avlsdyr. De har samtidig formået at få dem ud af burene uden at lukke tæverne, der gik sammen med hannerne, ud. Så jeg er ikke i tvivl om, at det er fagfolk, som er vant til at håndtere mink. Sporene inde på farmen indikerer også, at det er de samme tyve, som har været på spil, fortæller Hanne Madsen.
Opsætter sensorer
Den fynske pelsdyravler vil nu forsøge at sikre sig mod flere indbrud og tyverier ved at opsætte sensorer på ejendommen.
- Når tyvene har været her to gange, og det er gået godt begge gangene, så kan de også finde på at komme en tredje gang. Det er både min og politiets vurdering. Derfor opsætter vi nu sensorer, så det bliver registreret, hvis der kommer uanmeldte personer ind på ejendommen. Det kan være, de holder sig væk, nu hvor medierne har beskæftiget sig med tyverierne, men man kan aldrig vide, om de kommer igen om et års tid, siger Hanne Madsen, som forventer, at de stjålne dyr skal bruges til avl.
- Normalt er det de færdige skind, tyvene går efter. Det har mange minkavlere oplevet. Men det er ikke hverdagskost, at der bliver stjålet levende dyr og avlsmateriale, så jeg forestiller mig, at tyvene skal bruge dem til avl, siger den fynske minkavler.
- Jeg mistænker ikke nogen, tilføjer hun. I teorien kan det være en lokal avler, der har været på spil, men det kan også være, dyrene ender i Polen, hvor man er ved at opbygge en produktion af minkskind.