Helligdag med heste
(LANDBRUG FYN) TRADITION: Godthaab Hingstestation ved Faaborg holder åbent hus skærtorsdag.
Godthaab Hingstestation på Sølvbjergvej i Pejrup ved Faaborg har en mangeårig tradition for at holde åbent hus skærtorsdag kl. 10-12, hvor hesteinteresserede fra nær og fjern kommer for at se heste og føl, for at få noget at vide om hesteavl og for at få en snak med andre hestefolk.
I år er det 17. gang, Godthaabs ejere, Lise Vendelbo og Poul Løve, på denne måde åbner stalddørene for alle interesserede. Og da påsken falder tidligt i år, er det allerede skærtorsdag den 24. marts.
- Der plejer at være god tilslutning til vores åbent hus skærtorsdag. Sidste år fik vi således besøg af næsten 80 mennesker, fortæller Poul Løve. Mange kommer år efter år, men der er også hvert år en hel del nye ansigter, og der er som regel stor spørgelyst.
- Vi viser alle de heste, vi har hjemme. Ikke mindst vores fuldblodshingst, Underworld xx DVH 602, som vi nu har købt efter at have lejet ham i en periode.
- Vi venter syv føl i år på vore egne hopper, og fire af dem er formentlig født inden skærtorsdag, siger Lise Vendelbo. Vort første føl i år blev født 19. januar. Det er hoppeføllet Cotton Club, der er efter hingsten De Niro og vores svenske medaljehoppe.
- Desuden vil der skærtorsdag blandt andet være lejlighed til at se tre hoppeføl fra sidste år, hvoraf det ene er efter Underworld, et efter De Niro og et efter Florestan. Derudover har vi tre 2-års, to 3-års, to 4-års og en 5-års.
- De fleste af vore heste bliver solgt til udlandet, supplerer Poul Løve. Blandt andre Godthaabs Wait And See, der som 2-års blev »Miss Fyn« sidste år, og som er solgt til Sverige. I øvrigt har vi den glæde, at størsteparten af de udlændinge, vi har solgt til, er kommet igen, blandt andet fra Canada og Sverige.
- Vi kan skaffe køle- og frostsæd fra dag til dag fra stort set hele Europa til inseminering - samt frisk sæd fra vores egen hingst, fortæller Lise Vendelbo, der er dyrlæge og specialist i hoppe-gynækologi.
- Vi har en høj drægtighedsprocent, og på frostsæd ligger vi væsentligt højere end landsgennemsnittet. Ofte kommer folk med hopper, der har nogle problemer. De føler, at vi ligesom kan nogle tricks, så hopperne kan blive drægtige. Blandt andet betyder det meget, at hoppen er velforberedt, når den skal insemineres, fastslår Lise Vendelbo.