Når en landmand ønsker at etablere en ny boring for at kunne vande sine marker, skal han først indhente en tilladelse hos kommunen og amtet.

- Hos kommunen kan man få et ansøgningsskema, der skal udfyldes, og kommunen kigger så på, om der eksempelvis er en ejendom ved siden af med eget vand til husholdningen. Man er nemlig erstatningspligtig, hvis man ødelægger en andens vandforsyning, fortæller Poul-Frederik Christensen, der er leder af grundvandsafdelingen i Sønderjyllands Amt.

Kommunens folk undersøger dernæst de lokale kloakeringsforhold i området, og hvis der ingen bemærkninger er her, går sagen videre til amtet. Her ser man nærmere på, om der er andre markvandsboringer i nærheden og på afstanden til vandløb og vådområder.

- Det er på dette tidspunkt, at der så kan være en eller anden forhandling med landmanden. Det kan være, markboringen skal placeres et andet sted, siger Poul-Frederik Christensen.

Men hvis alt går efter bogen, flyder landmandens sag gennem systemet, og der udstedes en foreløbig tilladelse, der gælder i et år. Den endelige tilladelse til boringen får man, når brøndboreren indsender en såkaldt brøndboringsrapport. Typisk vil man så årligt for hver hektar, der skal vandes, få lov til at pumpe 1000 kubikmeter vand op af undergrunden.

- Det svarer faktisk til 100 millimeter nedbør per hektar per år, og dermed svinder der ikke mere af grundvandet, end der bliver brugt. Så vidt jeg husker, er det dog også kun sket en eneste gang, at en foreløbig tilladelse ikke er endt med, at landmanden har fået lov til at pumpe.

Alene i Sønderjyllands Amt er der over 2500 tilladelser til vandindvinding, der som regel henter vandet fra 20-25 meters dybde.

Men det er ikke kun landmanden, der kan glæde sig over, at vandet strømmer og græsset gror. Amtet – eller rettere Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS) – får også noget ud af det. Hver gang en brøndborer sætter boreriggen i jorden, skal han nemlig tage prøver af de forskellige jordlag, som boret møder på sin vej ned.

- Det har de skullet siden 1926, selvom det i lighed med momsen selvfølgelig varede lidt inden, det slog igennem ude vestpå. Men i dag er det ren rutine, og disse boringer har givet os en helt uvurderlig viden om vores undergrund, siger Poul-Frederik Christensen.