- Han kom ind på mange af de områder, vi har spørgsmål til, sagde en tilfreds formand, Kurt Nissen, efter mødet med miljøminister Hans Christian Schmidt på Agrogården tirsdag i sidste uge.

I forbindelse med planteavlsdagen på Agrogården, Landboforeningen for Fyn og Øerne, var miljøministeren inviteret til at tale om regeringens nye udspil til Vandmiljøplan III, som blev fremlagt i forrige uge.

- Vi var på forhånd bekymrede for nye og generelle regler. Det fik vi ikke svar på, men det skal retfærdigvis siges, at han kom med flere konkrete svar på vore spørgsmål til sidst, lød det fra Kurt Nissen.

Under sit oplæg kom miljøminister Hans Christian Schmidt ind på både lugtgener, fosfortab og kvælstofudvaskning.

- Den rapport, som Fyns Amt har udarbejdet om miljøforholdene i oplandet til Odense Fjord, berører hen ved 70 procent af fynsk landbrug. Vil resultaterne derfra få indflydelse på udformningen af Vandmiljøplan III, ville Kurt Nissen gerne have svar på under mødet.

- Jeg har godt set rapporten, og jeg kan sige, at den vil indgå i arbejdet sammen med mange andre rapporter og undersøgelser, lod ministeren forstå og dæmpede dermed den værste frygt for alt for mange nye og skrappe restriktioner hos tilhørerne.

I spørgsmålet, om regeringen pønser på at indbygge generelle reguleringer frem for reguleringer på gårdniveau, kom der ikke konkrete meldinger fra ministeren.

- Landbruget har gjort rigtig meget for miljøet siden den første vandmiljøplan for mere end 15 år siden. Grundlæggende går vi ind for frivillighed og økonomisk kompensation, når der gribes ind på særlige områder, lod ministeren forstå.

- Det er nødvendigt at fortsætte arbejdet. Fra EU lægges der op til mere fleksible braklægningsordninger, og der kommer ny teknologi, der kan afhjælpe lugtgenerne.

- Men måske bliver det for bureaukratisk at arbejde med gårdbidrag for 50.000 ejendomme, lød det kryptiske svar på spørgsmålet om at vurdere miljøtiltag på gårdniveau.

Efter en positiv omtale af samarbejdet, hvor Foreningen af Gylleramte og landbruget står bag samme forslag, der har påvirket udformningen af regeringsudspillet til Vandmiljøplan III og den indarbejdede gyllehandlingsplan, sendte miljøministeren kommunerne på arbejde.

- Vi vil have gyllebeholderne ud på marken, og der bliver tale om at forøge afstandskravet til beboelser.

- Og jeg vil sige til kommunerne, at det også er op til dem at tænke i lugtgener og fluegener, når de behandler sagerne, sagde Hans Christian Schmidt.

Også fosforproblemet blev grundigt behandlet.

- Gør man nok for at bekæmpe fosforproblemet i byerne, ville en spørger have ministerens svar på.

- Her skal vi huske at være saglige og faglige. Vi har faktisk fået styr på industrien og de store byer. Når vi har problemer med fosfor i de indre fjorde og søer, er det ikke industriens og byernes skyld. Her er det landbruget og egenudledninger fra spredte bebyggelser, vi skal have kigget på, lød ministerens svar.

- Men det betyder ikke, at alle andre end landbruget undgår restriktioner i fremtiden. Alle vil få byrder i forbindelse med miljølovgivningen, slog Hans Christian Schmidt fast.