Farvel til Arla
Fem fynske mælkeproducenter har droppet Arla Foods som deres mejeri. De tror ikke på fremtiden i det store dansk-svenske selskab. Fremover leverer de deres mælk til det lille østfynske mejeri i Ullerslev.
Arla Foods vil være mælkeproducenternes foretrukne mejeri. Det er det erklærede mål. Men ikke alle mælkeproducenter tror på fremtiden i det store mejeriselskab. Fem fynske mælkeproducenter har pr. 1. januar meldt sig ud af Arla. I stedet leverer de deres mælk til det lille privatejede mejeri i Ullerslev på Østfyn.
Det er der flere grunde til. For det første får de fem landmænd en bedre afregning for deres mælk i Ullerslev. Desuden vil de ikke lægge ryg til Arlas nye strategiplan, der blandt andet indebærer, at den gennemsnitlige andelshaver i år skal binde 55.000 kroner i konsolidering af selskabet.
- Vi er generelt utilfredse med politikken i Arla, siger Søren Fredslund Hansen, Ellinge, der er formand for de fem landmænd, som har droppet Arla til fordel for Ullerslev. Han peger blandt andet på, at fusionen mellem Kløver Mælk og MD Foods og senere svenske Arla ikke har givet mælkeproducenterne den gevinst på mælkeprisen, som fusionsarkitekterne lovede.
Selv om det er Arla Foods mål at sikre andelshaverne en konkurrencedygtig mælkepris og samtidig være med til at bære andelsbevægelsen ind i det nye årtusinde, tror de fem nye leverandører til Ullerslev mere på fremtiden i et mindre mejeri, hvor der ikke er så langt til ledelsen, som de mener, der er i den dansk-svenske mejerigigant.
- Vi får en højere afregningspris i Ullerslev Mejeri. Og vi tror også på, at vi kan få indflydelse på tingene. Principielt er vi tilhængere af andelstanken. Men vi mener ikke, den kan fungere i Arla. Kommandovejen er blevet for lang og har fået så mange led, at den enkelte andelshaver ikke bliver hørt, siger Søren Fredslund og fortsætter:
- Når det bliver så stort, som Arla er blevet, er det svært at gennemskue tingene. Det tror jeg også, det er for mange af de folkevalgte. I realiteten er det direktøren, som sætter dagsordenen. Og andelshaverne er til for mejeriets skyld og ikke omvendt.
- I en sådan situation er det forkert af Arla at hæve konsolideringen fra 1 til 5 procent. Hvis det så bare handlede om et enkelt år, hvor der skal spyttes i kassen. Men det tror jeg ikke, det gør. Tendensen vil fortsætte, forudser Søren Fredslund.
Derfor tror han også, man fremover vil se nye initiativer fra mælkeproducenter andre steder i landet, som vil have mere indflydelse på udviklingen.
- Mange ønsker en kortere vej til toppen i deres mejeri. Gamle Kløver-folk havde svært ved at skulle ind under MD Foods. Og det er der stadig mange, som har. Det er der ingen tvivl om, siger Søren Fredslund, som tilføjer:
- Jeg har selv tidligere leveret min mælk til Pilegården og Kløver Mælk. Og der følte jeg mig godt tilpas. Vi, der nu har meldt os ud af Arla, er så heldige, at vi bor i nærheden af et af de små mejeriet, som stadig eksisterer. Derfor har vi haft et alternativ, som andre ikke har.