BL: Kontrollant skal påvise uagtsomhed før KO-træk

Jurist Nikolaj Schulz opfordrer landmænd til at sørge for, at de kan dokumentere, at de har handlet som gode og ansvarlige landmænd

Hos Bæredygtigt Landbrug (BL) mener man, at landmænd ikke kan trækkes i støtte efter krydsoverensstemmelsesreglerne, hvis de har udvist godt landmandsskab i forbindelse med etablering af afgrøden.

Jurist ved BL Nikolaj Schulz konstaterer således, at kontrollen skal påvise, at reglerne er brudt forsætligt eller uagtsomt.

- Sagt med andre ord, er det ikke nok, at kontrollanten konstaterer, at MFO-afgrøden ikke fremstår som reglerne dikterer. Hvis afgrøden ikke fremstår korrekt, skal kontrollanten undersøge, om landmanden har behandlet MFO-afgrøderne på en ansvarlig måde. Hvis dette er tilfældet, foreligger der hverken fortsæt eller uagtsomhed, og der er herefter ikke grundlag for at foretage et støttetræk, siger Nikolaj Schulz, efter at han har nærlæst en EU-dom fra i februar.

I det omfang, at det er muligt, opfordrer Nikolaj Schulz derfor landmænd til at være opmærksomme på, at de på forskellig vis skal kunne dokumentere, at de har handlet som gode og ansvarlige landmænd nu engang gør.

- Dette vil altid være en konkret vurdering, og udgangspunktet må være, at det er myndigheden, der har bevisbyrden, lyder vurderingen fra Nikolaj Schulz.


Læs også