Tilmelding til firmaudstilling på Børn & Dyr på Bregentved er nu åben.
Der er nu åbent for firmatilmeldingerne til årets Børn & Dyr på Bregentved, som i år finder sted den 2. og 3. juli, og det er 47. gang, at Danmarks største børnedyrskue afholdes i den smukke Piberhusfold ved Bregentved Gods nær Haslev, hvor omkring 12.500 gæster besøgte skuet sidste år.
Arrangørerne meddeler, at der sker flere større ændringer i år, hvor blandt andet pladsen bliver lavet om for at skabe et større flow rundt på pladsen, så ingen stande bliver gemt. Desuden bygges der flere staldfag for at endnu flere børn kan få deres kæledyr med på dyrskue.
- På Børn & Dyr på Bregentved er alle firmaer velkomne, da der ønskes en bred udstilling med tilbud til hele familien, oplyser formand for firmaudstillingen, Jan Fink Spring, der henviser til hjemmesiden bornogdyr.dk for yderligere informationer.