Better Energy har fået godkendt sin anmodning om at udsætte fremlæggelsen af rekonstruktionsplanen. Ingen kreditorer havde indsigelser.
Ved et skifteretsmøde i Sø- og Handelsretten har Better Energy planmæssigt fået godkendt sin anmodning om at udsætte fremlæggelsen af rekonstruktionsplanen. Over 90 procent af kreditorerne bakkede op om udsættelsen, og ingen indsigelser blev fremsat.
Better Energy udtrykker stor taknemmelighed for den tålmodighed og opbakning som kreditorer, leverandører, långivere og andre interessenter har vist. Virksomheden arbejder intensivt på en succesfuld rekonstruktion gennem kapitalrejsning og stabilisering af virksomheden.
Udsættelsen vedrører selskaberne Better Energy Holding A/S og Better Energy A/S, og frem til februar vil virksomheden udsende statusopdateringer hver anden uge for at sikre transparens og oplyse om fremdriften i processen. Næste opdatering kommer i uge 4.
Et nyt skifteretsmøde forventes at blive afholdt den 7. februar, hvor planen forventes at blive fremlagt.
Better Energy satser på kapitalrejsning og sikrer drift