De to nordjyske landmænd Ulrik Lunden og Brian Martin Sørensen gik sidste år sammen om at stifte selskabet Hjallerup Biogas ApS, der for nyligt blev godkendt. Nu undersøges muligheden for at placere anlægget mellem Hjallerup og Dronninglund.
For cirka et år siden gik de to store, nordjyske landmænd Ulrik Lunden og Brian Martin Sørensen sammen om at stifte et biogasanlæg.
Et projekt, som Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune godkendte i december, og som nu er sendt i »fordebat«.
Sammen med de to landmænd står adm. direktør for Hjallerup Biogas ApS, Søren Nørgaard, bag projektet, og han ser store perspektiver i det.
- I de kommende år vil landbruget blive pålagt en række tunge afgifter for at reducere CO2-udledningen. Samtidig har vi et ansvar for at fremtidssikre dansk landbrug, der er et af Danmarks største og ældste erhverv og bidrager med 76 milliarder kroner til BNP, siger Søren Nørgaard i en pressemeddelelse og fortsætter:
- To af os tre, der står bag projektet, er selv landmænd, og vi føler et ansvar for den grønne omstilling. Vi både vil og kan tage ansvar – og det er baggrunden for, at vi ønsker at etablere et nyt biogasanlæg.
Søren Nørgaard udtalte sidste år, at han håber, at projektet kan stå færdigbygget og klar omkring årsskiftet mellem 2026/27. Anlægget forventes at ville koste mellem 600-700 millioner kroner.
To markante nordjyske landmænd går sammen om biogasanlæg
Borgere og andre interessenter har mulighed for at komme med input i perioden 27. januar – 28. februar 2025.
Den rette placering skal findes
Hjallerup Biogas ønskes opført på et areal ved Vester Hassingvej sydøst for Hjallerup. Det nye biogasanlæg skal kunne modtage 600.000 ton biomasse om året. Antallet af transporter til og fra biogasanlægget bliver cirka 70-75 transporter gennemsnitligt per dag.
Anlægget forventes at optage et areal på 8,6 hektar og vil inkludere bygninger på op til 20 meters højde og tanke på op til 30 meters højde. Arealerne er aktuelt dyrkede marker.
Området er imidlertid ikke omfattet af en eksisterende lokalplan eller kommuneplanramme, hvilket betyder, at der skal udarbejdes et kommuneplantillæg og en lokalplan for projektområdet.
- Vi har gjort os meget umage for at finde en placering, der i videst muligt omfang tager hensyn til naboer og landskabet, samtidig med at den ligger tæt på en større vej. Det vil lette trafikforholdene omkring anlægget, siger Søren Nørgaard.
Før der udarbejdes en ny lokalplan og et kommuneplantillæg, inviteres borgere og andre interessenter til dialog og debat. Det er muligt at indsende kommentarer og idéer til planlægningen, før de endelige forslag udarbejdes. Når forslagene er klar, skal de godkendes af Byrådet, hvorefter der vil være en offentlig høring.
Ulrik Lunden producerer årligt 100.000 slagtesvin og derudover kyllinge- og energiproduktion. Brian Martin Sørensen er ligeledes svineproducent og har 2.700 hektar og knap 5.000 søer.
Flere bedrifter får vedvarende energi